Kriminelle scorer milliarder på at vaske penge hvide

Skrevet af admin

27/07/2015

Dagens topnyheder

Forbrydelse betaler sig. Især, hvis man trækker i trådene på den organiserede kriminalitet i Europa, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Det er konklusionen i et stort, europæisk forskningsprojekt, Organised Crime Portfolio (OCP), der gennem to år har kortlagt kriminelle grupper og analyseret, hvordan enorme fortjenester på kriminalitet bliver blandet ind i den lovlige økonomi.

Organiserede kriminelle i Europa tjener svimlende summer på at handle med stoffer, våben og kopivarer, og milliarder af kroner investeres ofte i lovlige selskaber for at dække over kriminaliteten.

- Den organiserede kriminalitet spreder sig og trives, og den vokser sig stærkere i form af de meget store indtægter, der skabes fra illegale markeder. Det er bekymrende for os, siger Igor Angelini, chef for Europols afdeling for finansiel efterforskning, til Finans.

De største kriminelle aktiviteter giver ifølge Organised Crime Portfolio samlede indtægter på 110 milliarder euro, svarende til 820 milliarder kroner, hvert år.

Det er først og fremmest handel med stoffer, våben, tobak, kopivarer og momssvindel, der sender milliarder i lommerne på organiserede kriminelle.

Store beløb investeres i lovlige selskaber for at camouflere ulovlighederne, konkluderer OCP-projektet.

Kriminelle investerer blandt andet i barer, restauranter, byggefirmaer, transportvirksomheder, hoteller og fast ejendom. I Skandinavien er rockere ifølge OCP kendt for interessen i eksempelvis sikkerhedsfirmaer, service og byggeri.

OCP vurderer, at alene de mest udbredte kriminelle aktiviteter giver indtægter for 12 milliarder kroner i Danmark.

Ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er grænseoverskridende kriminalitet en stor udfordring, men den nuværende indsats giver pote.

- Vi har haft succeshistorier med beslaglæggelser af flyvemaskiner og ejendomme i Sydfrankrig, der er udbyttet af kriminelle handlinger, og det er en hård og effektiv måde at ramme kriminelle på, siger chefen for SØIK, Morten Jakobsen.

/ritzau/