Kriminelle stjæler julepakker med smartphones

Pakker med smartphones til en butikspris på op til 5000 kroner er en fristende gevinst for kriminelle, der stjæler - eller direkte røver - mobiltelefonerne, inden de når frem til kunderne.

Og der er tale om mange pakker, der bliver stjålet, lyder det fra Post Danmark, som det seneste halve år har set en klar tendens til, at flere pakker havner i de helt forkerte hænder, særlig mobiltelefoner, ifølge metroXpress.

- Det drejer sig om, hvad der virker som organiserede røverier på vores distributionscentre og i vores pakkebiler, siger personalechef Hans Erik Nielsen i Post Danmark til metroXpress.

De mange forsvundne pakker gør, at Post Danmark har sat en række nye sikkerhedstiltag i gang, som Hans Erik Nielsen dog ikke vil uddybe nærmere.

Samtidig viser interne undersøgelser fra Post Danmark, at det ikke er de ansatte i postvæsnet, der typisk stjæler pakkerne. Tallet fra Post Danmark over bortkomne pakker er fra 2009 til 2011 steget fra 7016 til 9243.

Der er endnu ikke offentliggjort tal for 2012. Et af de teleselskaber, der genkender problemet med de flere forsvundne pakker med smartphones, er Telia.

Her oplever man, at der i Danmark forsvinder relativt flere smartphones i posten end i noget andet land, hvor Telia opererer.

- Vi oplever et generelt problem på det danske marked. Særligt her i juletiden er problemet stort, siger kommunikationschef i Telia Mette Honoré, der dog ikke vil oplyse, præcis hvor mange smartphones der ikke når frem til kunden i første forsøg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip