Kriminolog om skoleangreb: Det var blot et spørgsmål om tid

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

Det er første gang i nyere tid, at en svensk skole bliver udsat for et angreb, men det er langt fra første gang på verdensplan, at en skole bliver angrebet.

Derfor kommer tragedien på skolen Kronan i Trolhättan nær Göteborg ikke helt bag på den svenske kriminolog Jerzy Sarnecki.

- Skoleangreb er blevet mere almindelige verden over. Det var kun et spørgsmål om tid, før Sverige ville opleve det, siger han til det svenske nyhedsbureau TT.

De senere år har der været et stigende antal trusler mod skoler, og det har ifølge Jerzy Sarnecki også været faretruende signaler på, at det kunne ske før eller siden.

Jerzy Sarnecki peger på, at den svenske våbenpolitik kan være medvirkende til, at skoleangrebene ikke har ramt Sverige før nu.

- Der er mange illegale våben i omløb i Sverige. Dog er det sværere at få fat i våben i Sverige end andre steder i verden, når man har seriøse psykiske problemer, som man kan formode, at gerningsmanden har haft, siger han til TT.

Torsdag formiddag gik en maskeret, sortklædt mand til angreb på lærere og elever på skolen i Trollhättan tæt ved Göteborg.

En lærer blev fundet død, da politiet ankom til gerningsstedet, og en dreng er død af sine kvæstelser på hospitalet.To ofre - en voksen og et barn - er fortsat indlagt på hospitalet i Göteborg og svæver mellem liv og død.

Gerningsmanden brugte et sværd, hvilket betyder, at de to ofre har voldsomme stikskader.

Den 21-årige gerningsmand blev skudt af politiet, da de ankom. Torsdag eftermiddag meddelte politiet, at han er død af sine kvæstelser på hospitalet i Göteborg.

I flere timer efter angrebet fandt sted, opholdt adskillige elever og forældre sig stadig samlet omkring skolen. Der går omkring 400 elever, hvoraf en stor andel af dem har arabisk, albansk og somalisk baggrund.

/ritzau/TT