Krisen gør jobsamtalen mere ærlig

Jeg taler flydende russisk, har haft lederansvar og har fået masser af ros alle steder.

Lysten til at skrue ekstra op for charmen og pynte på CV'et er dalet gevaldigt efter finanskrisen har gjort sit indtog.

Både virksomheder og ansøgere har brug for at afstemme forventninger og arbejdsopgaver mere præcist.

En ny måling fra rekrutteringsvirksomheden Randstad lavet i 32 lande viser, at danskerne mener, at deres uddannelsesniveau og arbejdsopgaver matcher ganske godt.

- Det undersøgelsen viser er, at kigger man på danske lønmodtagere, så er vi rigtig gode til at finde et job, der matcher vores kvalifikationer, siger Marc Dulong, der er direktør i Randstad Professionals, til Newspaq.

Undersøgelsen viser, at kun 23 procent af danskerne mener, at de er beskæftiget med opgaver, der lægger under deres uddannelsesniveau. Til sammenligning er det tal for alle 32 lande oppe på 43 procent.

I sidste ende er det en skidt situation for både lønmodtager og arbejdsgiver, hvis en eller begge af parterne tegner et glansbillede og oversælger evner eller arbejdsopgaver, mener Marc Dulong.

- Det er ikke sjovt for nogen af parterne, hvis det rette match ikke er til stede. Det fleksible arbejdsmarked gør det let at hyre og fyre, og derfor er det afgørende, at man hverken oversælger eller undersælger sig selv i en jobsituation - sker det, kan det samarbejdet risikere at blive afbrudt, og for alt mange afbrydelser klæder ikke et CV, siger han.

Finanskrisen har på den facon været sund, mener Marc Dulong. Det er nemlig blevet nødvendigt at både lønmodtager og virksomhed er mere realistiske i forhold til hinanden.

Målt i forhold til vores broderlande Sverige og Norge er danskerne mest tilfredse med matchet mellem arbejdsopgaver og uddannelsesniveau.

Dagens Gossip