Krisen har ramt de unge hårdt

I DEA, tænketanken for uddannelse og forskning, kalder man udviklingen »stærkt bekymrende«.

»Vi ved, at det at være arbejdsløs som ung kan have nogle effekter senere i livet. Det rammer de unge hårdt på livstidsindkomst og forhøjer risikoen for at gå arbejdsløs,« siger konsulent Magnus Balslev Jensen fra DEA.

Men den hastigt voksende arbejdsløshed blandt unge er ikke kun et dansk fænomen, påpeger han.

»På tværs af Europa er ungdomsarbejdsløsheden steget markant under krisen, og over alt er den højere end den generelle arbejdsløshed, da det er sværere for de unge at komme ind på arbejdsmarkedet,« fortæller Magnus Balslev Jensen.

Analysen fra AE dokumenterer, at den samlede ungdomsledighed i Danmark er vokset markant siden krisen, men der er stor forskel på, hvor hårdt de enkelte kommuner er ramt af ungdomsledighed.

Mens kommunerne på Sydvestsjælland, Lolland-Falster samt kommunerne omkring de større byer er hårdest ramt af ungdomsarbejdsløshed, ligger Nordsjælland sammen med Vest-, Midt- og Østjylland som de landsdele med lavest ledighedsprocenter blandt unge, fortæller AE-direktør Lars Andersen.

»I flere af kommunerne på Sydvestsjælland og Københavns vestegn er ungdomsarbejdsløsheden i dag helt oppe på mellem 15 og 19 procent. Samtidig er det dog værd at bemærke, at flere af de vestjyske kommuner, som ofte regnes til Udkantsdanmark, ligger i den pæne ende med en ungdomsledighed på under ni procent,« siger Lars Andersen i en pressemeddelelse.

De tre kommuner, der topper listen over arbejdsløse unge, er Ishøj, Brøndby og Albertslund, hvor arbejdsløshedsprocenterne er oppe over 18 procent. I den anden ende af skalaen ligger de tre nordsjællandske kommuner Rudersdal, Allerød og Hørsholm, som alle har en ungdomsledighed under syv procent.

De geografiske forskelle overrasker ikke Magnus Balslev Jensen.

»En del af forklaringen er, at nogle kommuner er gode til at få de unge ind på et uddannelses- eller arbejdsmarkedsspor, mens andre er knap så gode. Men der er naturligvis også forskel på det råmateriale, kommunerne har til rådighed. De danske kommuner er jo vidt forskellige, når det kommer til, hvor store sociale opgaver, der er forbundet med at løfte unge ud af ledighed,« forklarer han.

Hvis man vil bringe ungdomsledigheden ned, handler det ifølge DEA-konsulenten i høj grad om at etablere et samarbejde mellem de relevante aktører i kommunen: Folkeskolen, ungdomsuddannelserne, jobcentrene og virksomhederne i lokalområdet.

»Alle skal trække i samme retning, hvis det skal lade sig gøre at få de her unge ind på et meningsfuldt spor, som kan føre til, at de bliver produktive samfundsborgere,« siger Magnus Balslev Jensen.

Studerende unge indgår ikke i ledighedsstatistikken.

Dagens Gossip