Krisen kradser i Chelsea efter nederlag til Southampton

Skrevet af admin

03/10/2015

Dagens topnyheder

De få sorte hår, der er tilbage på Jose Mourinhos hoved, risikerer måske også snart at være grå.

For mesterholdets frygtelige sæsonstart synes ingen ende at tage, og krisen synes udtalt i Chelsea.

Lørdag tabte klubben igen vigtige point på gulvet, da Southampton i London vandt 3-1 i Premier League-opgøret, efter at Chelsea havde været foran 1-0.

Dermed hænger Chelsea fortsat i sumpen som nummer 16 i ligaen med otte point efter lige så mange kampe og en målscore på 12-17.

Diego Costa afsonede den sidste af tre spilledages karantæne, og spanieren var savnet på et Chelsea-hold, der efterhånden desperat jagter point i ligaen.

I optakten til kampen talte Jose Mourinho om, at sæsonstarten har været den værste periode i trænerkarrieren.

Willian må have lyttet til sin manager, for efter 10 minutter sørgede han for at fjerne lidt af presset, da Chelsea fik frispark i venstre side et godt stykke fra feltet.

I den slags situationer er Willian efterhånden ekspert, og brasilianeren sendte bolden af sted ind over feltet. Det lignede en aflevering, men bolden havde direkte kurs mod højre målhjørne, og den sejlede over Maarten Stekelenburg i Southamptons mål til 1-0-føring.

Alt gik efter planen, men Southampton havde ikke tænkt sig at slå op i banen. Gæsterne havde stor ære af halvlegen, og følte sig et par gange snydt for straffespark.

Kort før pausen kom belønningen da også.

En lang bold blev lagt af med brystet af Graziano Pelle. Den endte for fødderne af Steven Davis, der på kanten af feltet bankede bolden i mål til udligning. Nemanja Matic afløste Ramires efter pausen, hvor Chelsea så ud til at være mærket mentalt.

Southampton pressede på og var tæt på en scoring efter få minutter ved Sadio Mane, mens Radamel Falcao i den anden ende fik advarsel for at forsøge at filme sig til et straffespark.

Med en halv time sænkede skyerne sig over Stamford Bridge. Dårlige markeringer bragte Sadio Mane alene med Asmir Begovic, og han bragte gæsterne foran 2-1.

Efter 72. minutter mistede Chelsea bolden, og Mane fandt Pelle, der usvigeligt sikkert bankede gæsterne på 3-1, hvorefter Mourinho flåede Matic ud af banen igen.

Serberen nåede dermed kun 28 minutter på banen, før Loic Remy erstattede ham i et offensivt forsøg på at afværge katastrofen.

Med sejren ligger Southampton nummer ni i ligaen med 12 point for otte kampe.

/ritzau/