Kriseramt hotelkonge fortsætter brandudsalg

Det store oprydningsarbejde i Helnan-koncernen fortsætter. Hotelmatadoren Enan Galaly meddeler onsdag, at han mindsker sin portefølje yderligere og sælger Helnan Hotel Aarslev A/S.

Salget kommer kun to måneder efter koncernen meddelte, at den havde tilbagesolgt Hotel Hvide Hus i Køge. Det hele sker som konsekvens af, at den pressede hotelkoncern kæmper med næb og kløer for at holde sig oven vande.

Tab på omtrent 130 millioner kroner over fem år har udhulet pengekassen, og i seneste regnskab ville revisorerne ikke konkludere noget med hensyn til virksomhedens fortsatte drift. Herefter er der kommet gang i frasalget, der skal slanke koncernen og gøre den profitabel.

I onsdagens meddelelse fra Helnan siger Enan Galaly, at de seneste år har været hårde ved koncernen. Han peger på kombinationen af den europæiske økonomiske krise, uroen i Mellemøsten og øget konkurrence i Danmark som årsager til, at virksomheden er blevet tabsgivende. Nu skal der ryddes op.

»Vi bliver nødt til at feje efter os selv, da vi har ansvaret for det, vi er havnet i, og ikke andre,« siger Enan Galaly.

Han peger i meddelelsen specifikt på, at hotelkoncernen angriber problemerne på tre fronter. Én er at få forbedret driften, en anden er at søge alternative finansieringsvilkår, en tredje er frasalg.

Helnan-koncernen har travlt med at få rettet op på tallene. I regnskabet for 2012, hvor revisorerne ikke ville udtale sig om den fortsatte drift, blev gælden bogført til 750 millioner kroner, mens værdien af hotellerne blev sat til 770 millioner kroner. Sidstnævnte satte revisorerne endda spørgsmålstegn ved.

Koncernens hovedkvarter ligger i Aalborg, og den har nu 13 hoteller under sine vinger i ind- og udland.

 

Dagens Gossip