Kriseramt SAS kræver stor lønnedgang

De trængte tider er langt fra ovre for SAS.

Flyselskabet lægger ifølge Jyllands-Posten op til voldsomme forandringer og besparelser, der vil involvere tusindvis af medarbejdere.

Årsagen er ifølge avisen, at det nuværende spareprogram ikke er tilstrækkeligt til at sikre et acceptabelt overskud i et marked præget af hård priskonkurrence.

Samtidig truer nye regnskabsregler i EU med at udradere selskabets egenkapital. Fra 2013 skal pensionsforpligtelserne modregnes i egenkapitalen.

Dermed risikerer SAS at stå med et alt for spinkelt kapitalberedskab.

- I forbindelse med halvårsregnskabet oplyste vi, at der var behov for at accelerere planerne for at reducere omkostningerne og skabe en mere fleksibel og forenklet organisation.

- De nye tiltag vil blive præsenteret her i efteråret, siger Trine Kromann Mikkelsen, pressechef i SAS til avisen.

Et stort antal medarbejdere er allerede blevet stillet over for krav om at gå ned i løn eller skifte job. Samtidig har det flyvende personale fået tilbud om frivillige fratrædelser.

Ifølge Berlingskes oplysninger vil den nye spareplan indeholde krav om lønnedgang på mellem 15 og 25 procent.

Kilder tæt på spareforhandlingerne forudser ifølge Jyllands-Posten, at der også kan blive tale om et omfattende opgør med kabinepersonalet og piloterne.

De vil blive mødt med krav om betydelige forringelser af overenskomsterne.

Ifølge Jyllands-Posten er alt i spil for at hente penge til flyselskabet. Flere kilder peger på, at et stor antal mellemledere står til at miste deres job, og selskabet overvejer at sælge datterselskabet SAS Ground Handling (SGH), som har mere end 5000 ansatte.

 

Dagens Gossip