Kriseramte B&O fyrer forhandlere

B&O har indledt en større fyringsrunde blandt danske forhandlere, erfarer Berlingske Business.

Beslutningen kommer til at koste opsagte forhandlere flere millioner kroner i tabt omsætning, og derfor giver fyringsrunden markante reaktioner.

»Vi er lige blevet opsagt. Beslutningen har B&O truffet, og vi har ikke haft noget som helst at skulle have sagt, Jeg er meget chokeret over måden, det er foregået på,« siger Gunnar Tychsen, ejer af Haderslev Radio og TV, som I en årrække har haft en såkaldt shop-in-shop, der solgte for 3,5 mio. kroner B&O-apparater alene i 2012.

Også i Brande er B&Os forhandler blevet fyret. B&O-butikken havde forhandlet B&O-produkter siden 1926 og er dermed en af de forretninger, som har været med til at skaffe B&O et gennembrud i de danske stuer.

»Vi fik overhovedet intet forvarsel,« siger butiksindehaver Hans Ulbrichsen om opsigelsen.

»I over 70 år har vi arbejdet seriøst og loyalt for B&O og har altid præsteret, hvad vi skulle. I det lys er deres (B&O, red.) dispositioner lidt svære at forstå,« siger den nu opsagte forhandler, som samtidig fortæller, at han købte B&O udstyr for 3,4 mio. kroner sidste år. Penge, som B&O nu selv har valgt at undvære i fremtiden.

Fyrer 20 procent af forhandlerne

B&O ønsker ikke at kommentere på opsigelsen af forhandlerne, men Berlingske Business har været i kontakt med flere både tidligere og nuværende forhandlere og erfarer, at B&O satser på at opsige cirka 20 procent af sine forhandlere i Danmark. Både shop-in-shop og deciderede B&O-butikker kommer til at lukke, og det sker for manges vedkommende 31. juli i år. I dag står der 61 danske forhandlere på B&Os hjemmeside.

»Jeg er ikke den eneste, som lukker. Så vidt jeg er oplyst, så er det cirka 15 danske forhandlere, som allerede er blevet opsagt,« siger Gunnar Tychsen fra Haderslev Radio og TV.

Han tvivler dog på, at lukningen af forhandlere vil føre til brandudsalg af nyt B&O udstyr i Danmark i løbet af året.

»Nej, det tror jeg ikke. Det vil være illoyalt at gøre over for sine kollegaer i branchen. Det vil heller ikke være pænt at gøre over for de kunder i lokalområdet, som allerede har givet fuld pris for deres B&O-produkter,« siger Gunnar Tychsen.

Den linje er noget anderledes end for kort tid siden, da Pandora fyrede danske forhandlere. Her lød det fra guldsmedebranchen, at helt nye Pandora-smykker nu sættes på brandudsalg over hele landet.Svagt salg tvinger B&O til handling

Fyringen af forhandlere sker efter længere tids skuffende salg af B&O på det danske og andre europæiske markeder. B&Os salg af billed og lyd-produkter skuffer så markant, at virksomheden blev tvunget til endnu en nedjustering fredag morgen. Kun de bedste forhandlere med størst omsætning vil B&O samarbejde med fremover, men ifølge Gunnar Tychsen giver det ingen mening at fyre forhandlere, som i mange år har sikret B&O en solid omsætning og indtjening.

»Jeg kan ikke forstå beslutningen. Overhovedet ikke. B&O er ude for at spare penge, men nu mister B&O jo omsætning, når man ikke længere vil handle med os,« siger han.

Den tabte årlige B&O omsætning på mindst 3,5 mio. kroner håber han at kunne hente på helt andre produkter i fremtiden. Han overvejer at tage flere Panasonic-produtker ind i butikken og muligvis også at begynde at forhandle Löwe-tv, som er en af B&Os største konkurrenter.

Berlingske Business har været i kontakt med B&O, men selskabet ønsker ikke at svare på spørgsmål om opsigelsen af forhandlerne.

Dagens Gossip