Kristeligt Dagblad glad for lille overskud

Som de fleste andre trykte medier oplevede Kristeligt Dagblad også et faldende oplagstal i 2012, men koncernen bag dagbladet kommer alligevel ud med et overskud på 2,2 mio. kroner efter skat. Omsætningen er svagt stigende og ligger på omtrent 107 mio. kroner, hvilket stort set er det samme som det foregående årsregnskab.

»Resultatet er tilfredsstillende, ikke mindst på baggrund af de vanskeligere vilkår, der gælder for alle mediehuse og dagblade,« siger chefredaktør og adm. direktør i Kristeligt Dagblad A/S, Erik Bjerager, i en pressemeddelelse forud for fremlæggelsen af årsregnskabet.

Medievirksomheden har det seneste år udvidet sin portefølje med flere sites som kristendom.dk og etik.dk, der i højere grad tiltrækker yngre brugere. Selv koncernens forlag tegner sig for et overskud på 0,5 mio. kroner og trodser dermed krisetendensen i den danske forlagsbranche.

Stigende trafik på digital platform Kristeligt Dagblads satsning på den digitale platform viser sig at bære frugt. Alene i december klikkede 418.000 brugere sig ind på virksomhedens sites, og overordnet var der en samlet vækst på 22 procent i antallet af unikke brugere i hele 2012, oplyser Kristeligt Dagblad A/S.

Den udvikling huer bestyrelsen.

»De vilkår, der gælder for at drive dagblad og medievirksomhed, er under hastig forandring og stiller os over for store udfordringer, men set fra bestyrelsens side blev 2012 endnu et tilfredsstillende år,« siger bestyrelsesformand Hans Skov Christensen i en pressemeddelelse.

I forhold til den generelle nedgang for andre dagblade, hvis samlede oplag i andet halvår af 2012 dykkede med 8,8 procent, kan Kristeligt Dagblad glæde sig over at være i stand til at udvide selskabet og nøjes med et oplagsfald på kun 0,8 procent i 2012.

Moderselskabet bag medierne, Kristeligt Dagblad A/S, blev stiftet i 2008 og havde dengang omkring 80 medarbejdere. Sidenhen har selskabet flyttet adresse til Vimmelskaftet i København for bedre at få plads til de nuværende 100 medarbejdere.

 

 

Dagens Gossip