Kristen mønsterby bejler til verdensarv-status

Skrevet af admin

21/01/2014

Mest læste i dag

Stadigt flere kommuner forsøger at få deres lokale attraktioner gennem nåleøjet til FN-organisationen UNESCO's prestigefyldte lister over verdensnatur- eller kulturarv.

Kulturminister Marianne Jelved (R) har netop på Danmarks vegne ansøgt om at få to nye steder med på listen over verdenskulturarv. Kandidaterne er Christian 5. jagtmarker i Nordsjælland og Christiansfeld, brødremenighedens by syd for Kolding.

Christiansfeld med gule huse og røde tegltage blev bygget for over 200 år siden som en mønsterby, så indbyggerne kunne leve i overensstemmelse med deres kristne tro med huse til byens enker og ugifte kvinder og mænd.

- Christiansfeld viser på fornemmeste vis, hvordan byplanlægning og arkitektur kan være med til at forme menneskers liv og fremme de værdier, samfundet står for. Foreninger, fællesskab og muligheden for at dyrke sine idealer er en væsentlig del dansk kulturarv, siger kulturminister Marianne Jelved.

Den anden ansøger er Christian 5.'s jagtlandskaber fra slutningen af 1600-tallet spredt ud over Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Hegn og Dyrehave.

Et besøg hos den franske solkonge Ludvig 14. inspirerede Christian 5. til at anlægge et landskab til den såkaldte parforcejagt, hvor jægere til hest og med hunde jager vildtet, til det nærmest dratter om.

UNESCO's liste omfatter omkring 1000 natur- eller kulturperler kloden rundt men kun tre danske: Kronborg, Jelling-monumentet og Roskilde Domkirke. Desuden tæller den grønlandske Ilulissat Isfjord med i kraft af rigsfællesskabet.

Yderligere to danske ansøgninger er dog under behandling i Unesco. Såvel Stevns Klint og Vadehavet ventes i år at få den endelige dom og muligheden for at komme i klasse med seværdigheder som Grand Canyon og Galapagosøerne. Lignende planer er på vej andre steder rundt i landet.

/ritzau/