Kristen Roskilde-sanger gør op med mærkater

Historien fra det gamle testamente om profeten Jonas, der gemmer sig i fiskens gab, mens han prøver at undslippe Guds befaling om at bringe dom over byen Nineveh, inspirerede forsanger Jonas Haahr Petersen til at navngive sit fem mand store band Hymns from Nineveh.

Bandet, der spiller folkeinspireret popmusik, stod på scenen på Roskilde Festival lørdag.

Men det er ikke kun bandets navn, der har referencer til bibelske tekster. Det samme har flere af sangteksterne, som Jonas Haahr Petersen er solo-forfatter til.

- Jeg har ikke noget imod, at folk ved, at jeg som sangskriver er et kristent menneske. Det er helt cool. Det er en del af den, jeg er.

Men det betyder ikke, at Hymns from Nineveh er et kristent band.

- I sangene findes der religiøse spor. Men hvis man først begynder at kalde os et kristent band, er der ikke langt til at sige kristen musik. Og det er det ikke. Jeg gerne vil gøre op med de der mærkater og kasser, siger han.

Jonas Haahr Petersen mener, det er vigtigt at bevare den åbne tilgang til musikken.

- Det er jo ikke sådan, at man skal være en bestemt type menneske for at forstå vores tekster. Man skal bare være menneske. Jeg synes, vi er et meget favnende orkester.

Når Hymns from Nineveh går på scenen, handler det først og fremmest om fællesskab. Og i den henseende levede lørdagens Roskilde-publikum fuldt ud op til forventningen.

- Der var simpelthen så god energi. Det handlede om de helt rigtige ting: Samvær og fællesskab, konstaterer en tilfreds Jonas Haahr Petersen.

Newspaq

Dagens Gossip