Kristensens rutsjetur i Le Mans slutter med andenplads

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Tom Kristensens fik ikke sin 10. Le Mans-sejr i denne omgang. Klokken 15 var han selv bag rattet, da Audi nummer 1 sluttede på en andenplads i det legendariske 24-timers-løb.

For Audi-teamet sluttede løbet i den helt store triumf, da Audi nummer 2 vandt løbet. Franske Benoit Tréyuler sørgede for at køre bilen det sidste stykke til sejren. Hans teamkammerater var schweizeren Marcel Fässler og tyske André Lotterer.

Kristensen hentede sin andenplads i fællesskab med spanske Marc Gené og brasilianeren Lucas Di Grassi.

De var igennem noget af en rutsjetur under dette års Le Mans. Bilen fik ikke de bedste betingelser, da Loïc Duval smadrede bilen ved træningen onsdag og måtte lade sig erstatte med Gené.

Trods modgangen lignede Kristensen og co. løbets vinder en overgang. Fra en startposition som nummer syv kæmpede trioen sig op, og efter to tredjedele af løbet, lå bilen på førstepladsen fra klokken 07 søndag morgen.

Den position formåede bilen at holde i fire timer, inden nye problemer meldte sig. Kristensen måtte køre bilen til et pitstop, der varede mere end et kvarter.

Da bilen igen var klar til at køre, var den forholdsvis komfortable førsteplads vekslet til en tredjeplads fire omgange efter den førende Porsche, som da lignede en vinder.

Men med Mark Webber bag rattet blev Porschen ramt af problemer, der tvang den ud af løbet i dets næstsidste time. Så var scenen sat til Audis dobbelttriumf.

Kristensen sad i bilen i løbets sidste time, men han var ikke i nærheden af at kunne true Audi nummer 2's sejr.

I GTE AM-klassen hentede danskerbilen i Aston Martin med startnummer 95 sejren. Kristian Poulsen, David Heinemeier-Hansson og Nicki Thiim var kørerne bag sejren.

/ritzau/