Kristian Bak vil beholde FCM-målhelt

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Jeppe Curth sikrede FC Midtjylland tre point til topkampen af Superligaen, da han - efter at være blevet indskiftet - scorede to gange i anden halvleg og sørgede for 3-2-sejren i Viborg.

Men angriberen kan snart være tabt for midtjyderne, da hans lejekontrakt udløber til nytår og han skal tilbage til AaB.

Og spørger man FC Midtjyllands anfører, Kristian Bak Nielsen, så er han ikke i tvivl om, hvad ledelsen på heden skal gøre.

- Der er ikke andet at gøre end at få givet ham en ny kontrakt og forlænge aftalen, siger Kristian Bak Nielsen.

Hovedpersonen selv og FCM-træner Glen Riddersholm er knap så meddelsomme.

- Jeg kan godt forstå, at Kristian siger, som han gør i et øjebliksbillede, hvor man har følelserne uden på tøjet.

- Men det er vigtigt, at man også kan bevare overblikket og sige, at Jeppe er en god spiller, det er der ingen tvivl om, men vi må vente til transfervinduet med at se, hvor han ender, siger Glen Riddersholm.

- Aftalen er, at jeg skal tilbage til AaB til nytår. Og jeg har ikke rigtig noget at skulle have sagt. Da jeg skiftede i sommer, var det noget, der blev afgjort, få timer før transfervinduet lukkede, siger Jeppe Curth.

Han glædede sig over, at midtjyderne holdt fast i den føring, han havde sikret med to scoringer, selv om Viborg fik reduceret til 2-3 og kom tæt på til sidst.

- De fik hurtigt reduceret, og vi er før blevet straffet i overtiden mod FC Vestsjælland, men det var dejligt, at den holdt hjem denne gang, siger Jeppe Curth.

/ritzau/