Kristian Jensen er åben for danske tropper til Syrien

Skrevet af admin

21/09/2015

Mest læste i dag

Det er ikke udelukket at lade danske piloter udvide deres aktionsradius og flyve missioner i Syrien, når danske F-16 fly genudsendes i forsommeren 2016 for at bekæmpe den militante islamistiske organisation Islamisk Stat.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) i et interview med Ræson, som udkommer i oktober.

- Jeg er åben, men ikke afklaret. Vi tager stilling til det, når vi skal sende vores danske F-16-fly af sted igen. Der er flere ting, der er afgørende for mig. Den ene ting er vores alliancepartnere, siger Kristian Jensen til tidsskriftet.

- Den anden ting, det er, at vi kan sende vores danske soldater ud med et stærkt og bredt mandat i ryggen. Jeg tror, at det er afgørende, når vi sender soldater ud på så farlige missioner, at de ved, at det er sket på et bredt mandat.

Regeringen trækker i oktober syv danske F-16 fly tilbage fra Ahmed al-Jaber-flybasen i Kuwait, hvorfra de i et år har bombet Islamisk Stat i Irak. Det sker efter kritik fra danske flymekanikere, før forsvarsminister Carl Holst (V) sidst i august besøgte flybasen.

De danske F-16 fly genudsendes i forsommeren 2016 til at bekæmpe den militante islamistiske organisation, Islamisk Stat, oplyste Kristian Jensen i slutningen af august.

Han overvejer nu at udvide den danske krigsindsats med den begrundelse, at Islamisk Stat ikke skelner mellem Irak og Syrien.

- Når F16’erne er klar til at komme tilbage igen, vil vi tage en pejling af, hvor vi er henne. Er vi et sted i konflikten på jorden og med vores alliancepartnere, hvor det er relevant at inddrage andre områder end Irak, siger Kristian Jensen.

- Jeg mener, at vores udfordring i høj grad består i, at det for ISIL (Islamisk Stat, red.) er ligegyldigt, om vi taler om Irak eller Syrien. Det er et territorium, de vil herske over, og vi er nødt til at trænge dem tilbage.

/ritzau/