Kristian Jensen: EU-borgere skal optjene ret til dagpenge

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske regering vil fremover arbejde for, at det bliver sværere for vandrende arbejdstagere fra andre EU-lande at få udbetalt sociale ydelser som for eksempel børnepenge, kontanthjælp og dagpenge i Danmark.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) mindre end en uge inden, at briterne går til stemmeurnerne for at beslutte, om de skal forblive i eller forlade EU, skriver Jyllands-Posten.

- Jeg synes, at det vil være rimeligt, at der er optjeningskrav, før man kan modtage sociale ydelser. Det, tror jeg, vil skabe en større forståelse i Danmark for, at arbejdskraften bevæger sig rundt, siger Kristian Jensen til avisen.

Han beklager, at EU tidligere har erklæret et dansk optjeningsprincip for børnechecken i strid med EU-reglerne.

Den danske regering skal derfor "fremadrettet" arbejde for at indføre optjeningsprincipper for sociale ydelser i bred forstand, lyder det.

Han og regeringen er ikke klar med et konkret forslag over de sociale ydelser, som vandrende arbejdstagere først efter et stykke tid skal have ret til i Danmark, men han nævner - ud over børnepenge - både "kontanthjælp og dagpenge".

- Hvis en dansk lønmodtager først kan få dagpenge, når han har optjent retten til det gennem betaling til en dansk a-kasse, bør det samme gælde for folk, der kommer fra andre EU-lande, siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

De Radikale kalder meldingen fra udenrigsministeren "utidig", mens Socialdemokraterne støtter målet om flere optjeningsprincipper.

/ritzau/