Kristian Jensen fordømmer Nordkorea efter brintbombe

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

Nordkorea hævder, at landet succesfuldt har prøvesprængt en brintbombe, hvilket bliver mødt med stor panderynken og fordømmelse fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) og resten af verden.

- Det fordømmer vi på det kraftigste, og vi kræver, at Nordkorea retter sig efter de gentagne FN-resolutioner, som siger, at Nordkorea skal stoppe deres atomprogram. Og brintbomber er en del af atomprogrammet.

- Der er behov for, at Nordkorea stopper den optrapning, der er i landet og på den koreanske halvø. Hvis det er korrekt, at det er en brintbombe, er det en alvorlig optrapning og et brud på de FN-resolutioner, der ligger, siger Kristian Jensen.

Dermed melder udenrigsministeren sig i koret af verdensledere, som har fordømt Nordkoreas prøvesprængning.

Norges udenrigsminister, Børge Brende, siger til nyhedsbureauet NTB, at Nordkoreas påstand om en prøvesprængning er en "alvorlig trussel".

Japans premierminister, Shinzo Abe, kalder prøvesprængningen "en alvorlig udfordring" og "en alvorlig trussel".

Frankrig tager også voldsomt afstand fra Nordkoreas prøvesprængning, som man kalder for "en uacceptabel krænkelse" af FN's Sikkerhedsråds resolutioner. Paris opfordrer det internationale samfund til "en stærk reaktion".

Fra Storbritannien lyder det fra udenrigsminister Philip Hammond, at det er en "alvorlig provokation", hvis meldingerne fra Nordkorea viser sig at være sande.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skal diplomater i FN's Sikkerhedsråd diskutere Nordkoreas udmelding på et hastemøde, der finder sted klokken 17 dansk tid.

Også Sydkorea reagerer kraftigt på meldingen fra Nordkorea.

- Vores regering fordømmer på det kraftigste, at Nordkorea ignorerer gentagne advarsler fra vores og det internationale samfunds side ved at udføre en fjerde atomtest, hvilket tydeligvis er i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger en embedsmand fra det sydkoreanske præsidentkontor ifølge Reuters.

Det Hvide Hus i USA oplyser, at amerikanerne ikke kan bekræfte Nordkoreas påstand om en brintbombe, men tilføjer, at det i så fald er en overtrædelse af FN-resolutionerne, skriver Reuters.

/ritzau/