Kristian Jensen frygter hævngerrig Erdogan efter kupforsøg

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Selv om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, fik afværget et militært kupforsøg natten til lørdag, er der grund til bekymring.

Det mener udenrigsminister Kristian Jensen (V) med henvisning til, at han ser tegn på, at de demokratiske værdier risikerer at lide et knæk, hvis præsidenten skulle blive hævngerrig.

Mandag mødes Kristian Jensen med sine 27 EU-kolleger i Bruxelles, hvor de skal diskutere emnet, som har gjort de diplomatiske telefonlinjer rødglødende.

- Jeg ser på fremtiden med bekymring, fordi vi allerede nu kan høre, at der snakkes om ord som hævn og udrensning.

- Der bliver ikke snakket om forsoning eller erkendelse af, at det, som militæret har gjort, er udtryk for, at Erdogan har strammet for meget på Tyrkiets traditionelle frihedsgrader, siger han.

I de seneste år har Erdogan systematisk arbejdet på at begrænse militæret, hvor kupmagerne stammer fra. Traditionelt har militæret haft stor magt i tyrkisk politik, Men i løbet af årene er hundredvis blevet anholdt.

Præsidenten har desuden knægtet ytringsfriheden og pressefriheden, og nu lægger han op til at stramme grebet yderligere.

- Opstanden er en guds gave for os, fordi det vil være grund til at rense hæren, er Erdogan citeret for at have sagt ifølge lokale medier.

Foreløbig er 3000 militærfolk anholdt, og 2745 dommere er afsat, hvilket vækker bekymring.

- Det siger mig, at det ikke er noget, der er forgået på basis af en efterforskning. Derfor er det vigtigt, at vi også får signaleret klart, at vi forventer af Tyrkiet, at de får lavet en retfærdig efterforskning og giver dem en retfærdig rettergang, siger Kristian Jensen.

Erdogan skal "tænke sig lidt om" og lade jernnæven hvile, lyder det.

- Så vil han se, at kupforsøget er et udtryk for, at nogen mener, at han har strammet skruen for meget. Derfor bør der være eftertanke, mere end der bør være overilet handling fra Tyrkiet, siger Kristian Jensen.

Den danske udenrigsminister er også bekymret over Erdogans overvejelser om at genindføre dødsstraffen.

- Det er klart, at Tyrkiets ønske - deres gamle drøm - om at blive medlem af EU, ryger endnu længere væk, hvis de indfører dødsstraf, for det er et af kriterierne for at blive medlem af EU.

/ritzau/