Kristian Jensen har fået en lys idé: Exitprogrammer kan hjælpe terrorister videre

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Ligesom myndighederne i Danmark arbejder med exitprogrammer for bandemedlemmer, så arbejder man i Kenya med exitprogrammer for terrorister.

Det fortæller udenrigsminister Kristian Jensen (V), der onsdag har talt med en række organisationer, der arbejder lokalt med antiradikalisering, under sit besøg i Afrika.

- Vi har talt om, hvordan man kan undgå, at unge bliver radikaliseret og søger mod ekstreme grupper i deres frustration over, at de har haft svære muligheder for at udvikle sig, siger Kristian Jensen.

Den danske regering støtter flere af de afrikanske organisationer, der hjælper medlemmer, som gerne vil ud af ekstremistiske bevægelser som eksempelvis al-Shabaab.

- Gennem Kenya Muslim Youth Alliance arbejder vi med at skabe uddannelsesmuligheder og jobprogrammer for de terrorister, der gerne vil forlade al-Shabaab, siger Kristian Jensen.

- Og det virker faktisk. Det er muligt at skabe en anden vej for dem. Mange af dem, der ender med at blive radikaliserede hernede, bliver det jo af desperation, fordi de mangler alternativer til deres fremtid, uddyber udenrigsministeren.

Kristian Jensen har også besøgt flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya.

- Mit besøg i dag (onsdag, red.) har gjort det endnu tydeligere for mig, at vi skal fokusere mere på nærområder og de lande, som huser flygtningene, siger han.

Kakuma huser knap 200.000 flygtninge fra især Sydsudan og Somalia, og flere danske NGO'er er engagerede i lejren.

Udenrigsministeren peger på, at den nye EU-trustfond for Afrika, som Danmark bidrager til, bliver et vigtigt instrument, men at andre lande og regioner også må tage et ansvar.

- Bedre livsbetingelser og stabilitet i de skrøbelige stater er afgørende for at opfylde deres største ønske - nemlig at vende hjem, siger han.

/ritzau/