Kristian Jensen i Kenya: Mere fokus på hjælp i nærområder

Skrevet af admin

16/12/2015

Mest læste i dag

- Mit besøg i dag har gjort det endnu tydeligere for mig, at vi skal fokusere mere på nærområderne og de lande, som huser flygtningene.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse, efter at han onsdag har besøgt flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya i Afrika.

Flygtningelejren huser knap 200.000 flygtninge fra især Sydsudan og Somalia, og flere danske ngo'ere er engagerede i lejren.

- Samtidig er det vigtigt, at vi taler med de afrikanske lande om løsninger. EU er her en vigtig spiller og bliver også nødt til at tage et større ansvar.

- EU skal styrke den ydre grænsekontrol, men også bruge flere kræfter og ressourcer på at modgå årsagerne til, at folk tager den desperate rejse til Europa, siger ministeren.

Han påpeger, at den nye EU-trustfond for Afrika, som Danmark bidrager til, bliver et vigtigt instrument, men at andre lande og regioner samtidig også må tage et ansvar.

- Bedre livsbetingelser og stabilitet i de skrøbelige stater er afgørende for at opfylde deres største ønske, nemlig at vende hjem. Og mens de er i lejren, skal vi hjælpe dem, for at undgå at de vender sig mod kriminalitet og ekstremisme.

Kristian Jensen gør også opmærksom på, at Danmark støtter Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælps arbejde i lejren med cirka 15 millioner kroner og fortsat vil prioritere det.

- Jeg har hørt triste historier i dag om konflikt, nød og elendighed. Men også mødt folk i deres midlertidige boliger, der hjælper uledsagede børn og kæmper for et bedre liv.

- Det var livsbekræftende at tale med unge, der ukueligt prøver at skabe sammenhold og bedre betingelser, og at se det arbejde, som de danske organisationer laver, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

/ritzau/