Kristian Jensen kritiserer Merkel for ikke at lytte nok

Den danske udenrigsminister mener, at Angela Merkel undervurderede flygtningekrisen i Europa, da hun sidste år førte en åben dør-politik.

I den forbindelse har Kristian Jensen (V) en opfordring til den tyske forbundskansler, da han onsdag taler under et besøg i en tænketank i Washington.

- Nogle gange skal hun måske huske at informere og lytte. For trods sin styrke og Tysklands størrelse så kan de (tyskerne, red.) ikke træffe beslutninger for resten af de 27, siger Kristian Jensen med henvisning til de øvrige EU-lande.

Udenrigsministeren mener, at Merkel slet ikke havde begrebet omfanget af den menneskestrøm, der pludselig kom vandrende på Europas motorveje.

- Jeg tror, at Merkel blev overrasket over antallet af flygtninge, der kom til Tyskland. Hun troede, at denne krise ville dø ud, siger Kristian Jensen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder Jensens forklaring på de udfordringer, der har ført til midlertidig grænsekontrol i flere lande, blandt andet Danmark, at Tyskland håndterede krisen uhensigtsmæssigt.

Nu roser han Merkel.

- Hun er blevet beskyldt for at være den, som sendte invitationer ud til flygtninge verden over. "Kom gerne til Tyskland. I er velkomne. Vi har et hus og et job, og det er et godt sted at være", siger udenrigsministeren om kansleren.

I hjemlandet er presset på forbundskansleren steget markant siden slutningen af sidste år og hen over nytår.

Tyskerne modtog flere end en million flygtninge og migranter sidste år, hvilket er mere end en procent af landets befolkning.

Den danske udenrigsminister mener imidlertid, at Merkel siden har gjort et "fremragende stykke arbejde".

Den dom falder efter Merkels arbejde med at sikre en aftale med Tyrkiet om hjælp til at håndtere de mange flygtninge.

- Efter at have været lidt på bagkant, så tager hun nu ansvar, og jeg synes, at hun gør et fantastisk godt job, siger Kristian Jensen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip