Kristian Jensen: Nu skal brexit-ministrene levere

Skrevet af admin

14/07/2016

Dagens topnyheder

De britiske ministre, der skal stå i spidsen for at forhandle og lede Storbritannien ud af EU, førte også valgkamp for selv samme.

Og det er en god beslutning, lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) torsdag.

- Jeg synes, at det er rigtigt, at dem, der har haft ansvaret for at køre en kampagne for at Storbritannien skal ud af EU, nu også får ansvaret for at se, om de kan levere alt det, som de lovede i løbet af kampagnen, siger den danske minister og fortsætter:

- Jeg tror, at det bliver meget svært for dem. Men derfor tror jeg også, at det er vigtigt, at det er dem, der sidder med det.

Kort efter at Theresa May blev ny britisk premierminister onsdag, begyndte hun at udnævne sit nye ministerhold.

EU-skeptiker David Davis, der advokerede for britisk farvel til EU, bliver minister med ansvar for samme opgave.

Liam Fox, der også var på "Leave-fløjen", bliver minister for international handel. Han skal i den nyoprettede ministerpost formentlig få nye handelsaftaler på plads og arbejde på at styrke britisk handel med udlandet efter en udtræden af EU.

Den største overraskelse i Mays nye regering var formentlig udnævnelsen af Boris Johnson som udenrigsminister.

Den 52-årige eksborgmester fra London var under valgkampen op til den britiske EU-afstemning 23. juni en central figur på den fløj, der krævede Storbritannien ud af unionen.

Men ifølge Kristian Jensen var Boris Johnson faktisk tidligere en person, der "har advokeret for frihandel og internationalt samarbejde".

- Så jeg håber, at han vil finde tilbage til nogle af de tanker og holdninger om frihandel, engagement og deltagelse i verden, som han havde, inden han sprang ud som "leave-tilhænger", siger udenrigsministeren.

/ritzau/