Kristian Jensen på lynvisit i Afghanistan

Skrevet af admin

14/07/2016

Dagens topnyheder

Den seneste tid har den danske indsats i Afghanistan stået for skud.

Med det i bagagen rejste udenrigsminister Kristian Jensen (V) torsdag til Afghanistan for at besøge de udsendte soldater og følge op på udviklingen i det land, som modtager mest udviklingsbistand fra Danmark.

For nylig blev den danske indsats i Afghanistan evalueret og sammenfattet i tre delrapporter. De vakte opsigt på grund af konklusionerne, som tegnede et billede af et kviksandsmiljø præget af korruption og misbrug af danske udviklingsmidler.

Og Danmark var for langsom til at følge op.

Kristian Jensen besøgte under turen præsident Ashraf Ghani, flere ministre og danske soldater i hovedstaden Kabul. Og han understregede over for blandt andre præsidenten behovet for at sætte ind overfor den udbredte korruption.

- Det er klart, hvis der ikke er vilje til at følge op på tingene, skal det have konsekvenser. Jeg oplever, at der er en vilje. Jeg oplever også, at mange af de eksempler, der har været fremme i danske medier, kan spores tilbage til de første år, vi var her.

- De tre rapporter viser, at Danmark også har begået fejl i Afghanistan. Vi har haft for stor fokus på, at der skulle bruges nogle penge og for lidt fokus på at bruge dem bedst muligt, siger Kristian Jensen.

Rapporten pegede på ”en dybtliggende mistillid mellem stat og borgere samt en skærpet sikkerhedssituation”.

Ifølge en forsker bag en af delrapporterne blev der begået flere fejl fra Danmarks side. Det har været en udfordring på én gang at forsøge at vinde den afghanske befolknings tillid og at slå ihjel for at bekæmpe terrorister i Afghanistan.

Sådan lød vurderingen fra seniorforsker Louise Riis Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier under lanceringen af evalueringen.

Kristian Jensen fremhæver dog, at Danmark er blevet klogere siden.

- Ifølge evalueringsrapporterne er det også sådan, at vi har lært, sådan at vi i dag har langt stærkere evalueringskultur og langt stærkere sikkerhed for, at det vi køber og bestiller også bliver leveret af afghanerne.

- Det kan man se på, at det nu er eksterne, der kontrollerer. Det er noget som Ghani, den nye præsident, har fået ind. Der er blevet skiftet ud i generalstaben, så dem, der ikke har evnerne, men bare er blevet forfremmet, fordi de kom fra den rigtige klan. De er blevet skiftet ud, siger Kristian Jensen.

/ritzau/