Kristian Jensen smidt ud i kulden: Danmark var uønsket ved stor festival i New York

Udenrigsminister Kristian Jensen skulle have delt scene med indflydelsesrige personer fra hele verden foran et publikum på 60.000 mennesker, da den årlige Global Citizen Festival blev afholdt i Central Park i New York for mindre end to uger siden. Festivalen blev transmitteret i 160 lande og har som mål er at sætte fokus på ekstrem fattigdom.

Blandt talerne i år var blandt andre Michelle Obama, Leonardo DiCaprio, nobelprismodtageren Malala Yousafzai, den amerikanske vicepræsident Joe Biden, Bono, Hugh Jackman og en lang række verdensledere, mens artister som Beyoncé, Coldplay og Pearl Jam stod for underholdningen.

Danmark var med til arrangementet sidste år, repræsenteret af den daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, mens daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt talte til publikum via storskærm. I 2013 var kronprinsesse Mary på scenen.

Men da festivalen blev afholdt 26. september i år, var det for første gang uden dansk deltagelse. Organisationen Global Citizen besluttede op til arrangementet, at det ville sende et forkert signal at lade udenrigsminister Kristian Jensen stå på scenen, når regeringen netop har planlagt at skære markant i støtten til verdens fattigste mennesker.

Danmark blev altså ekskluderet fra det celebre selskab, mens vores nordiske naboer deltog som vanligt.

Et klart budskab
Dagens.dk er i besiddelse af det brev, som organisationen Global Citizen har sendt til udenrigsminister Kristian Jensen, hvor beslutningen om at udelukke Danmark fra festivalen er uddybet. Her står der blandt andet, at det ville være ‘uansvarligt’ at lade Danmark deltage set i lyset af regeringens planer om at skære markant i udviklingsbistanden.

Michael Sheldrick er chef for global strategi og politiske kampagner hos Global Citizen. Han fortæller, at Danmarks tilstedeværelse ville have sendt et helt forkert signal.

- Vores bekymring med Danmark var, at de netop havde varslet store nedskæringer i deres udviklingsbistand, så vi diskuterede med vores partnere og ngo’er, om det ville være det rette at gøre (at invitere Danmark med til festivalen, red.), og alle var enige om, at det ville sende det forkerte budskab. En anden bekymring var, at hvis vi havde dem på scenen ved siden af andre regeringer, som havde øget deres udviklingsbistand, eller som gør det rigtige, så ville det sende et signal til dem om, at man godt kan skære i sit ulandsbudget og samtidig modtage bifald på scenen, forklarer han.

Regeringens finanslovsudspil lægger op til en historisk stor besparelse på udviklingsbistanden. Helt præcist vil Venstre skære 2,85 milliarder kroner af støtten til verdens fattigste lande.

Mogens Jensen, næstformand for Socialdemokraterne og sidste års dansker på festivalscenen, er ærgerlig over situationen.

- Det er meget trist, at regeringens voldsomme nedskæringer på ulandsbistanden nu også får negative konsekvenser for Danmarks anseelse og omdømme i udlandet. Global Citizen er en meget stor og vellidt international bevægelse, hvor Danmark indtil nu har haft en meget stor stjerne, fortæller han til Dagens.dk.

- Dette meget positive vindue for vores land har regeringen nu lukket, og det er der meget grund til at beklage, for det er ikke til gavn for Danmark, tilføjer han.

Mogens Jensen er ikke alene om at mene, at Danmarks omdømme er under pres. Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, forstår godt beslutningen fra Global Citizen.

- De sender et vigtigt signal til de danske politkere, der forsøger at sige, at nedskæringen er en bagatel. Man kan ikke både stå på scenen og sige, at vi vil være med på de nye verdensmål og samtidig føre en politik i Danmark, som går i den modsatte retning. Der er altså nogle mennesker, som mener, at det er hyklerisk snak, siger han og kalder udviklingen for ‘håbløs’:

- Danmark er faldet voldsomt i agtelse. Vi er langsomt i gang med at erodere vores image som forgangsland. Vi har mistet vores moralske førertrøje, og det er en national katastrofe for os. Det er vores image, som vi skal leve af som sådan et lille land i verden, men denne beslutning undergraver vores renommé.

Kristian Jensen: 'En useriøs beslutning'
Venstres udenrigsminister Kristian Jensen var særdeles utilfreds med at blive afvist i døren til årets festival. Han sendte følgende tweet til Global Citizen dagen før showet:

Kristian Jensen har sendt en skriftlig kommentar til Dagens.dk, hvor han ikke lægger skjul på, at han er dybt uenig med organisationens valg om at holde Danmark udenfor:

- Det var en useriøs beslutning. Danmark er blandt de fem lande i verden, der giver mest i udviklingsbistand. Jeg var parat til at gå på scenen med løfter om mere end 335 millioner kroner til blandt andet sundhedssektoren i Kenya, Women Deliver konferencen og Amplify Change Fonden, der arbejder med kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Men det var arrangørerne ligeglade med, skriver han.

Dagens.dk har spurgt Global Citizen, hvorfor Kristian Jensen skulle udelukkes fra festivalen, når nu Danmarks udviklingsbidrag stadig vil være i overensstemmelse med anbefalingerne fra FN, når det bliver sænket fra 0,87 procent til 0,7 procent af bruttonationalindkomsten.

- Hvis vi ikke med det samme melder ud, at det her sender det forkerte signal og ikke er i overensstemmelse med, hvad det vil sige at være en ‘global citizen’, og at vi har brug for, at I fortsat er en ledende stjerne, så er der ikke noget, der forhindrer det i at ske igen, svarer Michael Sheldrick.

- Vi KAN ikke tillade deltagelse fra en regering, som lige har planlagt at skære markant i sit ulandsbudget på grund af den præcedens og det eksempel, som det sætter for andre. Vi vi meget gerne indgå i en dialog om næste års arrangement og tale om, hvad det vil kræve at komme med. Danmark har tidligere været et foregangsland, og derfor mener vi, at nedskæringerne er beklagelige og sender det forkerte budskab til andre lande, tilføjer han.

En netop offentliggjort rapport fra Verdensbanken viser, at 702 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, hvilket svarer til 9,6 procent af verdens befolkning.

Global Citizen Festival blev vist på DR3 fredag den 2. oktober. Hele showet kan genses her.

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip