Kristian Jensen tager til Iran: Vil bane vej for eksport

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) vil rejse til Iran med dansk erhvervsliv for at se på danske handelsmuligheder i takt med, at sanktionerne mod Iran fjernes efter den nylige atomaftale.

Det oplyser Kristian Jensen til Ritzau. Om det bliver i år eller i 2016, ligger endnu ikke fast.

Torsdag mødes han med dansk erhvervsliv til en konference, hvor eksportmulighederne til Iran er på programmet.

- Iran er en af verdens 20 største økonomier, selvfølgelig meget baseret på olie, men det er også et land, som har brug for mange af de ting, som vi kan.

- De har brug for vores offshore-industri, vores fødevareindustri, vores håndtering af vand, energi og klima, siger Kristian Jensen.

Sanktionerne mod Iran forventes ophævet i første eller andet kvartal i 2016, efter at den historiske atomaftale mellem Iran og seks stormagter blev indgået i sidste måned.

Når programmet tillader det, skal Kristian Jensen og dansk erhvervsliv en tur til Iran, så dørene virkelig skal åbnes op.

- Der har hele tiden været en stor eksport af medicin til Iran, fordi medicin har været undtaget i sanktionerne, men nu kommer der rigtig store muligheder for Danmark, siger Kristian Jensen.

Han peger på, at for eksempel det danske fødevareområde og landbrugsområde kan drage nytte af, at sanktionerne ophæves.

Hvornår dansk erhvervsliv kan begynde med hvad i forhold til Iran, afhænger ifølge Kristian Jensen også af i hvilket tempo, den amerikanske kongres godkender atomaftalen.

Deadline for den amerikanske kongres' godkendelse eller afvisning af atomaftalen er 17. september.

Bliver aftalen stemt ned, kan den amerikanske præsident, Barack Obama, vælge at nedlægge veto.

/ritzau/