Kristian Sbaragli vinder 10. etape i Vuelta a España

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

Kristian Sbaragli (MTN-Qhubeka) vandt 10. etape i Vuelta a España, da han kom først over målstregen i Castellón efter en massespurt, hvor han henviste John Degenkolb (Giant) til andenpladsen.

Afslutningen på etapen blev hektisk, da der blev satses på kryds og tværs fra flere ryttere, men det lykkedes at holde feltet samlet inde på den sidste kilometer, hvor det var for vanskeligt at komme væk.

Det lykkedes ikke John Degenkolb at tage sejren, da han blev fanget lidt tilbage og for sent fik sat spurten ind.

Efter nogle dage med dramatik, motorcykel-påkørsel og styrt, der blandt andet betød, at Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) samt Jasper Stuyven (Trek) begge måtte udgå af løbet, kunne feltet se frem til en forhåbentlig lidt roligere dag på mandagens 10. etape.

Den var en kort og kuperet rute, hvor rytterne skulle igennem 146 kilometer fra Valencia til Castellón de la Plana og over en stigning, der sluttede 17 kilometer før mål.

40 kilometer før mål kom Niki Terpstra (Etixx-Quick Step) af sted. Efter ham fulgte en mindre gruppe, og feltet var 42 sekunder efter med 41 kilometer igen og 10 kilometer til stigningen Alto del Desierto de Las Palmas.

Alessandro De Marchi (BMC) forsøgte sig som første mand på stigningen, og flere ryttere forsøgte at komme væk, mens sprinterholdene håbede at få deres bedste kort med op over stigningen.

De Marchi fik følgeskab af tre ryttere få kilometer før toppen, mens Tom Dumoulin i løbets røde førertrøje (Giant-Alpecin) blandt andet rørte på sig.

Med 16 kilometer hjem kom gik det nedad i rasende tempo for den lille gruppe, der blandt andet skulle holde Giant væk, da der blev kørt stærkt for at hente dem inden mål, så John Degenkolb kunne køre spurten.

Giant fik en hjælpende hånd af Dumoulin, som på nedkørslen jagtede feltet i front for at lukke de 12 sekunder op til udbryderne.

Det lykkedes dog at udbygge forspringet en lille smule for de tre i front med otte kilometer igen, men med fem kilometer var det slut, og det sultne felt spiste dem kort efter.

Dermed var der lagt op til en massespurt i et hovedfelt på kun 50 ryttere, der også de seneste dage har mistet flere af de oplagte sprinteremner.

Tom Dumoulin beholder den røde førertrøje, før der tirsdag er hviledag i løbet.

/ritzau/