Kristne fra Syrien finder fristed hos familier i Polen

Skrevet af admin

20/07/2015

Mest læste i dag

Magdalena Chudzicka, der er mor til fire, ruller sin velkomstmåtte ud. Hun tilhører en af de få kristne polske familier, som har åbnet sit hjem for syriske kristne på flugt fra krig og Islamisk Stat (IS).

- Krigen i Syrien er på tv-skærmen hver dag, men vi har ikke kunnet hjælpe før nu, siger den 42-årige kvinde, der bor sammen med sin mand i byen Izabelin, lidt nord for Warszawa.

- Vi venter en familie med børn. Vi har masser af legetøj, siger den dybt religiøse kvinde, som tilhører et mindretal i den polske befolkning.

Meningsmålinger viser nemlig, at et flertal på 70 procent blandt Polens 38 millioner store befolkning er imod at modtage flygtninge fra Syrien.

Med udsigt til et valg i oktober protesterer den polske regering og politiske opposition mod EU's forslag om flygtningekvoter, som fordeles ligeligt mellem medlemslandene.

Den polske regering har også kun åbnet døren på klem for 158 syriske kristne asylsøgere, efter at en protestantisk velgørenhedsorganisation skaffede penge til at betale for deres flybilletter fra Mellemøsten og deres forplejning et år frem i tiden.

- Da den polske regering sagde, at den ikke havde noget budget for syriske flygtninge i 2015, indså jeg, at jeg måtte skaffe penge, siger lederen af velgørenhedsorganisationen Estera, Miriam Shaded, til AFP.

Trods et nyligt krav fra pave Frans om en øjeblikkelige afslutning på "folkedrabet" på kristne i Mellemøsten har Polens katolske kirke ikke bidraget ved at tage imod flygtninge. Den har foretrukket at arbejde i regionen sammen med kristne i Syrien og Irak.

En enke fra Damaskus, Inshra al Badawi, er blandt de få syriske flygtninge, der nu er kommet til Polen. I sit hjemland har hun overlevet flere luftbombardementer og en bombe i en bil, der dræbte 17 personer, fortæller hun.

- Nu er det, som om vi er landet på en anden planet, siger hun efter de første dage hos familien i Warszawa, hvor hun er sammen med sin søn.

- Vi føler os velkomne, og maden er lækker. Men det vigtigste er, at vi er i sikkerhed, siger hun.

En 70-årig polak fra en baptistisk kirke i den nordlige polske by Olsztyn har taget imod en familie på fire fra Syrien. Hans lille kirke havde rejst op mod 70.000 kroner til mad og en lejlighed for en familie.

I alt har Estera ansøgt de polske myndigheder om at give 1500 kristne syriske flygtninge adgang til Polen.

/ritzau/AFP