Kritik: Alt for mange useriøse alternative behandlere

Skrevet af admin

17/07/2015

Dagens topnyheder

Patienterne lades i stikken, når det gælder information om alternative behandlingsformer og de mange mere eller mindre lødige kosttilskud, som danskerne køber masser af.

Sådan lyder kritikken fra flere patientforeninger.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed har over halvdelen af danskerne på et eller andet tidspunkt brugt alternativ behandling.

- Så mange mennesker bruger alternativ behandling og spiser kosttilskud, som de dårligt ved, hvad der er i. Det er et kæmpe, gråt marked, hvor nogle tjener enorme summer, og hvor der er alt for mange useriøse udbydere, siger Gigtforeningens direktør, Lene Witte.

Foreningens smerteplagede medlemmer er storforbrugere af alternative metoder.

- Men det er svært for patienterne at vide, hvad der virker, er skadeligt eller bare spild af penge. Derfor er der brug for en uvildig, offentlig institution, som kan oplyse om produkter og behandlinger og styrke forskningen, siger hun.

Den tidligere regering nedlagde i 2012 ViFab (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling) i forbindelse med en sparerunde.

- Siden er der sket en åbenlys nedprioritering af forskning i og formidling af opdateret viden om alternativ behandling. Det er forkert og kortsigtet. Der er fortsat brug for et videncenter for alternativ behandling, siger Witte.

Også i den store paraplyorganisation Danske Patienter mener man, at det alternative område er forsømt.

- Rigtig mange patienter bruger alternativ behandling også sammen med den traditionelle behandling. Og rigtig mange har gavn af det. Men det er svært at vide for både patienter og læger, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Derfor er det vigtigt, at man forsker i området, siger formand Lars Engberg fra Danske Patienter.

Han mener, at nedlæggelsen af Vifab var meget uheldig.

- Området blev så lagt ind under Sundhedsstyrelsen, og så gik arbejdet i stå. Men der er stort behov for noget seriøs viden om det her område, siger Lars Engberg.

/ritzau/