Kritik efter dansk sæd er tvunget i 14-årig

En engelsk mors drømme om endnu et barn ender nu i en voldsom kritik af reglerne for eksport af dansk sæd.

Allerede som 14-årig blev pigen tvangsinsemineret med dansk donorsæd. Det endte med en abort. Men som 16-årig blev pigen gravid efter endnu en gang tvang med dansk sæd fra sædbanken Cryos.

Begge gange blev sæden købt over internettet af moren. Hun er nu sendt fem år i fængsel, men den skræmmende sag vækker nu voldsom kritik af manglende regler for at sælge sæd over internettet.

- Jeg mener ikke, at det burde være muligt, at man som privatperson kan gå ind og købe sæd. Vi bliver af og til kontaktet af folk, der ikke har fået lov at bruge donorsæd, fordi de har fået medicin eller har haft en depression, siger formanden for Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse, Anette Thrane, til Berlingske og fortsætter:

- De afslag går jeg ud fra er givet på baggrund af en lægefaglig vurdering, og ud fra et ønske om at sikre barnets tarv. Men jeg kunne da godt tro, at hvis de, der har fået afslag, vidste, at man bare kunne bestille privat, så ville de nok gøre det.

Det vækker bestyrtelse, at sædbanken Cryos sælger donorsæd via heftige reklamer. Blandt andet reklamerer den danske sædbank med, at man kan købe "vikingesæd". Det har blandt andet kastet utallige overskrifter af sig i britiske medier, skriver Berlingske.

Etisk Råd undrer sig også over, at sæd nemt kan købes på nettet og dumpe ind af brevsprækken.

- Det er bemærkelsesværdigt, at man ikke skal opfylde bare et minimum af betingelser for at købe sæd. Set i forhold til, at manglen på forældreegnethed også bliver brugt som et argument for abort, så burde vi også gøre noget for at sikre, at de mennesker, som køber sæd, rent faktisk er egnede som forældre, siger Thomas Ploug, der er formand for en gruppe i Etisk Råd, der beskæftiger sig med fertilitetsbehandling, til Berlingske.

Hverken regeringen eller oppositionen mener, at sagen, der er "exceptionel" bør føre til ændrede regler for danske sædbanker.

Kilde: Berlingske

 

Dagens Gossip