Kritik: Facebook er kvinde-fjendsk

»Kære Lego. Vi anser jer for at være en moderne virksomhed, som sætter en ære i at være ansvarlige og have høje etiske standarder. Derfor henvender vi os til jer for at gøre jer opmærksom på, at Facebook viser jeres Facebook-reklamer ved siden af dette Facebook-billede.«

Sådan lyder indledningen i en besked, som Dansk Kvindesamfund har sendt til Lego, skriver Berlingske. Et medfølgende screendump viser et fotografi af en forslået kvinde og teksten: »Women deserve equal rights... and lefts«. En mand med en knyttet næve står hævet over kvinden, så det er helt klart, at der med »equal rights« ikke menes »lige rettigheder«, men slag med højre hånd – og venstre. Ved siden af billedet er en annonce for Legos Duplo-klodser.

Dansk Kvindesamfund afslutter sin besked til Lego med følgende opfordring: »Vi håber, I vil tage det op i jeres samarbejde med Facebook«. Babyudstyrskæden Babysam har fået en lignende henvendelse, hvor deres annonce bliver vist side om side med samme fotografi.

Det pågældende billede er blot et enkelt eksempel på forskellige former for brugergeneret indhold på Facebook, der forherliger eller opfordrer til voldtægt og vold mod kvinder og børn.

I Dansk Kvindesamfund har man fulgt området tæt et stykke tid.

»Vi kan konstatere, at der kommer mere og mere på Facebook. Det er et område i klar vækst. Når vi opdager eller får tips om misogynt (kvindefjendsk, red.) indhold, anmelder vi det til Facebook med det samme. Men alt for ofte sker der ikke noget,« siger næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand Larsen, hvis fokusområde i organisationen er fremstillinger af kvinder og piger i det offentlige rum.

I USA og Storbritannien har forskellige grupper og organisationer i årevis arbejdet på at få fjernet kvindehadsk og volds- og voldtægtsopfordrende indhold fra Facebook. Men også her har det vist sig, at det ikke er helt nemt.

Facebook kategoriserer ofte den type sider som »humor«, og det er ikke mere end en måneds tid siden, at Facebook-talsmand Fred Wolens forklarede den amerikanske TV-kanal Katu, at den digitale gigant anså siden »Raping babies because you’re fucking fearless« for at være »kontroversiel humor« og derfor ikke ville lukke den.

Legetøjskoncernens globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer, understreger, at Lego tager kraftigt afstand fra den omtalte form for budskaber, men henviser til, at Legos annoncer ikke bliver vist på bestemte sider. De er målrettet bestemte grupper af brugere, som vil få vist annoncerne på de sider, som de nu vælger at besøge.

»Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at »flagge« anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook,« udtaler Lars Silberbauer, mens det ikke har været muligt for Berlingske at få en kommentar fra Babysam.

Mens kvindehadet trives på Facebook, vokser modtrykket også, og der er opstået forskellige Facebook-grupper som »Wipeout Sexism on FB« og »Rapebook«, hvis erklærede formål er at bekæmpe kvindefjendsk indhold.

Det er dog ikke nogen omkostningsfri mission, og initiativtagerne til »Rapebook« stoppede for en god måned siden med at opdatere siden, da de – og deres børn blev truet med voldtægt og andre former for overgreb.

Hos Dansk Kvindesamfund har man imidlertid planer om at intensivere indsatsen, og organisationen er blandt andet på vej med et initiativ, som retter yderligere fokus på kvindefjendsk indhold, og som opfordrer til aktiv handling for at få den slags fjernet.

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Facebook.

Dagens Gossip

Dagens TV