Kritik: Femern-projektet er på usikker økonomisk grund

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Om mindre end et år skal Folketinget endeligt vedtage anlægsloven til en fast forbindelse over Femern Bælt, hvor politikerne på forhånd har lagt sig fast på en tunnelløsning.

Men hele Femern-projektet hviler på et meget usikkert økonomisk grundlag, hvor gamle prognoser og fejlagtige forudsætninger skaber et alt for optimistisk billede af den kommende forbindelse.

Sådan lyder det fra tidligere vej- og trafikchef i Vejdirektoratet Knud Erik Andersen, der i løbet af få dage er på gaden med en ny bog, hvor han kritisk gennemgår projektets svage punkter. Hans kritik støttes af flere trafikeksperter, skriver Jyllands-Posten.

- Femern-forbindelsen får aldrig en chance for at betale sig selv hjem, selv om politikerne siger, at den skal brugerfinansieres. Der kommer en stor regning til mine børn og børnebørn.

- Det er selvfølgelig en ærlig sag, at den ikke kan finansieres af brugerne, men så skal politikerne melde det ud - og så var den jo aldrig blevet til noget, siger Knud Erik Andersen, der tidligere har været med i arbejdet med at planlægge både Storebæltsforbindelsen og Øresundsbroen og til dels Femern-forbindelsen.

Han mener, at de økonomiske analyser er både forældede og for optimistiske. Blandt andet vurderer han, at trafikken over den kommende Femern-forbindelse er overvurderet.

Trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet deler Knud Erik Andersens synspunkt.

- Vi mangler stadig et ordentligt grundlag at diskutere ud fra, siger han til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra transportminister Magnus Heunicke (S). Transportministeriet henviser til tidligere udmeldinger fra ministeren, hvor han har afvist kritikken af projektets økonomiske grundlag.

/ritzau/