Kritik: Forbrugerne snydes - svinekød sælges med lokkende navne

Det er næsten ikke til at købe et stykke svinekød i Danmark uden kødet hedder noget meget indbydende.

Det gælder blandt andet Antonius i Føtex, og Bornholmergrisen i SuperBrugsen, men både Dyrenes Beskyttelse og fødevare-ekspert Orla Zinck kritiserer svineindustrien.

Begge mener slagterierne idylliserer svinekødet, for kødet indeholder ikke meget mere velfærd end konventionelt svinekød.

Typisk følges pakningerne med dette svinekød med lovprisninger og ord om bedre forhold for svinene - men ofte har svinene faktisk ikke meget mere plads end industri-svinene.

Alligevel fremstår kødet nærmest som om det er produceret på en hyggelig bondegård med god plads - og ikke på en stor svinefabrik.

Fødevareeksperten Orla Zinck kaldet overfor EkstraBladet slagteriernes lovprisninger for noget plat.

Og Dyrenes Beskyttelse mener heller ikke, at dyrevelfærden hos blandt andet Bornholmergrisen er meget bedre end hos konventionelle svin.

– Dyrevelfærden ligger meget tæt på de konventionelle grise. De har kun 0,2 kvm mere, men det er et andet indtryk, man får af navnet og markedsføringen, siger Tina Engberg, der er kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse, til avisen.

Hos Danish Crown bekræfter pressechef Jens Hansen, at blandt andet Antonius og Bornholmergrisen produceres på stort set samme måde som konventionelle svin.

Hvor meget plads skal svinene have? Og hvad er forskellen på frilandsgrise og økologiske grise? Det kan du se i den store svinekødsguide, som du finder her!

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip