Kritik: Nationalparker er ingen garanti for bedre natur

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Miljøministeriets håndtering af det stort anlagte danske projekt med etablering af en stribe nationalparker rundt i landet sikrer ikke, at nationalparkerne på længere sigt styrker og udvikler naturen - som det ellers var meningen.

Sådan lyder kritikken i en ny beretning fra statsrevisorerne.

Med store ambitioner og et historisk grundigt forarbejde har Danmark siden loven om nationalparker blev vedtaget i 2007 ellers foreløbig indviet tre nationalparker i Thy, Mols og Vadehavet, og flere er på vej.

Formålet var og er især at styrke naturen og skabe større sammenhængende landskaber af national og international betydning og at styrke naturens skrantende mangfoldighed og den nødlidende biodiversitet.

Men ifølge statsrevisorerne er der ingen garanti for, at de højt besungne nationalparker bidrager til at styrke og udvikle naturen.

Det skyldes ikke mindst, at nationalparkerne er afhængige af, at lokale lodsejere og landmand vil samarbejde, og at nationalparkerne kan rejse ekstern finansiering. Eksempelvis har to ud af de tre eksisterende nationalparker tilsammen selv rejst ekstern finansiering på 17,5 millioner kroner. Men ingen af disse midler er øremærket til naturindsatsen.

Ifølge statsrevisorerne bør Miljøministeriet fremover i højere grad medvirke til, at bestyrelserne for nationalparkerne har effektive styringsredskaber i form af klare og målbare mål i planerne for nationalpark og dermed grundlag for prioriteringer.

Samtidig bør Miljøministeriet følge mere systematisk op på nationalparkernes indsats og resultater, så de politisk ansvarlige får mulighed for at vurdere, om lovens hovedformål er opfyldt, lyder det i beretningen fra statsrevisorerne.

Miljøministeriet planlægger selv først at evaluere nationalparkloven i 2018, og ministeriet har endnu ikke overvejet, hvilke kriterier evalueringen skal baseres på.

/ritzau/