Kritik: Regeringen gør ikke nok i Hedegaard-sag

Skrevet af admin

01/04/2015

Dagens topnyheder

Regeringen har ikke gjort noget for at presse Tyrkiet til at udlevere en redegørelse for, hvordan den sigtede for skudattentatet mod Lars Hedegaard sidste år kunne forsvinde fra et tyrkisk fængsel.

Det skriver Radio24syv.

Justitsministeriet oplyser over for mediet, at der de seneste to måneder ikke er taget initiativ til at presse yderligere på for en redegørelse fra Tyrkiet om, hvad der er sket med den formodede gerningsmand.

Udenrigsministeriet har heller ikke foretaget sig noget, da sagen "ligger hos Justitsministeriet".

Det er til trods for, at justitsminister Mette Frederiksen (S) tilbage i oktober sagde, at "sagen har en ganske hastende karakter" og "der er ingen af os, der slipper sagen".

Derudover er hun af regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, kaldt i samråd om sagen i næste uge. Det er på tide, at der kommer nye initiativer fra regeringens side, lyder det fra udenrigsordfører Nikolaj Villumsen (EL).

- Nu synes jeg, at regeringen bør gå ind i sagen igen og prøve at lægge sag an mod Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

- Det er et klart brud på konventionerne, at den sigtede ikke er blevet udleveret til Danmark, og det skal forfølges. Det ville være grotesk at acceptere dette brud på grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper, siger han til Radio24syv.

Regeringens indsats er ikke tilstrækkelig, lyder det fra den anden side af Folketinget.

- Regeringen skal op i omdrejninger. Den har sagt til Folketinget, at den arbejder med forskellige spor, men vi mangler resultater, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Mette Gjerskov (S), siger til radioen, at der lægges et kontinuerligt pres på Tyrkiet for at få oplysninger om, hvad der er sket.

- Vi kan jo ikke få manden udleveret, når de ikke har ham, og vi har kritiseret Tyrkiet i meget høje vendinger.

- Vi har været rundt om Europarådet, og vi har fået EU’s udenrigschef til at gå ind i sagen, men det er stadig Tyrkiets afgørelse, hvad de vil levere til os - uanset hvor uacceptabelt det er, siger Mette Gjerskov.

Hun anerkender dog, at der kunne være mulighed for at rejse sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten foreslår.

/ritzau/