Kritikken hagler ned over digitale vælgererklæringer

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Tålmodigheden er ved at være brugt op. Mere end tre måneder efter, at et nyt system til indsamling af vælgererklæringer blev indført, fungerer det stadig ikke.

Det er behæftet med fejl, og alt for mange vælgererklæringer går tabt.

Sådan lyder det fra Kristendemokraterne og yderligere syv partier.

Partierne beder i et åbent brev statsministeren indtrængende om, at det nye it-system bliver sat i bero, indtil det kører optimalt.

- Det er op ad bakke. Kristendemokraterne skal nok klare det, men hvad med alle de andre partier, der står udenfor, siger Kristendemokraternes formand, Stig Grenov.

- Hvad med den borger, der har ret til let og uden besvær at afgive sin vælgererklæring uden at blive stoppet af et computersystem, der ikke fungerer?

Ifølge Stig Grenov bliver to ud af tre vælgerstøtter spildt med det nye system.

Det skyldes blandt andet, at der ofte er problemer med at komme ind på hjemmesiden, hvor vælgererklæringerne skal registreres. Og at mails fra Indenrigsministeriet, som står for registreringen af erklæringerne, mangler logo og ser mystiske ud.

Derfor tør mange vælgere ikke følge de anvisninger, der er i ministeriets mails.

- Vi vil have, at ministeren sørger for, at systemet med de gamle vælgererklæringer kommer til at køre sideløbende med det digitale, siger Stig Grenov.

- Så har ministeriet tid til at sørge for, at det digitale system kommer til at fungere, samtidig med at partierne ikke bremses i indsamlingen af vælgererklæringer.

Brevet og kritikken til statsministeren kommer foruden Kristendemokraterne fra Nationalpartiet, Centerpartiet, Visionspartiet, Retsforbundet, Dansk Samling, Folkeringen og Danskernes Parti.

For at være opstillingsberettiget ved folketingsvalg skal et parti, der er uden for Folketinget, have indsamlet og godkendt godt 20.000 vælgererklæringer.

/ritzau/