Kritisable forhold på skaterbane bliver nu udbedret

Skrevet af Elo Christoffersen

26/04/2013

Dagens topnyheder

Nu sker der snart noget - hvis det ikke allerede er sket - omkring den farlige skaterbane ved Røddingvej i Vamdrup. Det skriver Vamdrup Netavis.

Kommunens chef for afdelingen ”Ejendomme, anlæg og drift”, har i en mail til byrådsmedlem Poul Erik Jensen (S), Vamdrup, meddelt følgende:

- Vores driftsafdeling er bestilt til at fortage en udbedring af  de værste huller i starten af næste uge.

Poul Erik Jensen har modtaget mailen, fordi han allerede den 10. april internt i kommunen rejste sagen om kritisable og farlige forhold på skaterbanen ved Røddingvej. Siden har forholdene på skaterbanen også været omtalt i de lokale netaviser.

Og Poul Erik Jensen er godt tilfreds med den seneste udvikling i sagen:

- Skaterbanen kan jo være farlig at bruge. Og det er jo for sent først at gøre noget, når nogen er kommet galt af sted, siger han til Vamdrup Netavis.