Kritisk brasilianer trækker sig fra VM-lodtrækning

Skrevet af admin

24/07/2015

Dagens topnyheder

Den brasilianske fodboldspiller Hulk, som til dagligt optræder for Zenit St. Petersburg i Rusland, har trukket sig fra lørdagens VM-lodtrækning.

Det meddeler fodboldforbundet Fifa fredag morgen.

Angriberen skulle være en blandt flere nuværende og tidligere fodboldspillere, som får en rolle i lodtrækningen lørdag aften. Men han har - ifølge Fifa - trukket sig på grund af forpligtelser i sin klub.

Det er kun få dage siden, at Hulk var særdeles kritisk overfor fodbold i Rusland, hvor han mener, at racisme har gode kår. Han kaldte racismen i Rusland for "ulækker og grim."

De russiske VM-værter er fra flere sider tidligere blevet kritiseret for ikke at gøre nok ved racisme i forbindelse med fodboldkampe.

- Racisme findes ved næsten alle kampe i Rusland, men verden hører ikke om det, fordi de gør alt for at skjule det, sagde Hulk til pressen i mandags ved en klubtræning i Zenit St. Petersburg.

Hulk bliver ved lørdagens lodtrækning afløst af Ruslands tidligere landsholdsanfører Alexey Smertin som en af de kendte spillere, som skal assistere ved lodtrækningen.

Blandt de øvrige deltagere er Ronaldo, Diego Forlán, Fabio Cannavaro, Samuel Eto'o og Oliver Bierhoff.

/ritzau/