Kritisk socialdemokrat er glad for Thornings dagpengeudspil

Han er særdeles tilfreds med, at der tirsdag kommer et udspil til et indgreb på dagpengeområdet.

»Det er jeg rigtig glad for. Det er så afgørende, at vi får sat ind og hjælper de mange tusinde danskere, der står til at falde ud af dagpengene,« siger han.

Ifølge Rasmus Horn Langhoff viser udspillet, som regeringen præsenterer tirsdag formiddag, at en regering ledet af Socialdemokraterne tager ansvar. Der var nemlig aldrig kommet et indgreb, hvis Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) havde haft magten.

»Det er sådan en dag, vi kan se forskel på, om landet bliver ledet af en socialdemokratisk regering eller en regering ledet af Venstre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Løkke ikke ville have viljen og lysten til at løse problemet,« siger han.

Rasmus Horn Langhoff ønsker ikke at udtale sig om de specifikke detaljer i udspillet, før det bliver præsenteret. Han understreger, at der findes mange rigtige løsninger på problemet.

»Det har aldrig været afgørende, hvordan vi hjælper de mennesker. Det afgørende er, at vi gør det,« siger han.

Rasmus Horn Langhoff krævede sammen med blandt andre by- og boligordfører Jan Johansen (S) og transportordfører Rasmus Prehn (S) handling fra regeringen.

Dagens Gossip