Kroatien beder hæren være klar til at forsvare grænser

Kroatiens præsident, Kolinda Grabar-Kitarovic, har bedt hæren være klar til at beskytte landets grænser mod ulovlig indvandring, hvis det bliver nødvendigt.

Det skriver det statslige kroatiske nyhedsbureau Hina.

- Kroatiens præsident mødtes med hærchefen og bad om et højere beredskabsniveau og om, at hæren er klar, hvis der bliver brug for at beskytte de nationale grænser mod ulovlig indvandring, skriver Hina.

Siden onsdag morgen er mere end 7000 flygtninge og migranter rejst ind i Kroatien fra Serbien. Det sker, efter Ungarn har lukket sin grænse mod Serbien.

Tidligere på dagen sagde indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien ikke kan modtage flere flygtninge og migranter nu.

I en forstad til hovedstaden Zagreb er nogle hundrede mennesker indkvarteret i et hotel, hvor et stort politiopbud også er sat ind. Flere flygtninge og migranter stillede sig ud på hotellets balkon og råbte "Frihed! Frihed!".

Kroatien er blevet det nye knudepunkt på flygtningenes og migranternes rute mod Europa.

- Jeg vil bare af sted, siger syreren Kamal Al'hak, der befinder sig i grænsebyen Tovarnik.

- Jeg vil muligvis vende tilbage til Syrien, men først om et par år. Der er for farligt nu, siger han.

Torsdag eftermiddag løb flere hundrede migranter og flygtninge fra det kroatiske politi ved Tovarnik. De satte kursen mod jernbanelinjen og gennem marker, siger et øjenvidne på stedet til Reuters.

- De vil tage os til lejrene, men det vil vi ikke, siger en af de mænd, der løb fra politiet.

Dagen igennem har flygtninge og migranter lagt pres på det kroatiske politi for at få politiet til at lade de mange mennesker rejse videre nordpå.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip