Kroatien får bøde og billetrestriktioner for fanballade

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Det Kroatiske Fodboldforbund (HNS) er blevet tildelt en bøde på 100.000 euro (cirka 745.000 kroner), efter kroatiske fans fik afbrudt fredagens EM-kamp mod Tjekkiet ved at kaste adskillige nødblus og minimum ét kanonslag på banen.

Derudover vil fans, der bliver identificeret som uromagere, have forbud mod at købe yderligere billetter til kampe i turneringen.

Det oplyser Uefa mandag ifølge Reuters.

Dermed bør det ikke være muligt for kroatiske ballademagere at få billetter til holdets ottendedelsfinale, hvis det altså lykkes for kroaterne at spille sig videre fra gruppe D.

Kampen mod Tjekkiet, hvor urolighederne opstod, blev kortvarigt afbrudt. De kroatiske spillere brugte kamppausen på at appellere til at dæmpe gemytterne i fanafsnittet.

Kroatien, der står noteret for fire point efter to kampe, spiller sidste gruppekamp tirsdag aften mod Spanien.

Ét point vil med sikkerhed sende kroaterne videre i turneringen, men også med et nederlag kan Kroatien gå videre fra gruppen som nummer to eller som en af de fire bedste treere på tværs af de seks EM-grupper.

Tilbage i kvalifikationen til EM kom de kroatiske fans også i negativt søgelys efter at have malet et hagekors på banen før en hjemmekamp mod Italien.

Som følge af hagekorset blev Kroatien fratrukket ét point.

/ritzau/