Kroatien fyrer landstræneren efter nederlag til Norge

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Et 0-2-nederlag til Norge søndag aften var den berømte dråbe, der fik bægeret med tålmodighed til at flyde over for Det Kroatiske Fodboldforbund (HNS).

Tre dage efter er landstræner Niko Kovac nemlig blevet fyret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- HNS' direktion er nået frem til en enstemmig beslutning om at opsige vores kontrakt med Niko Kovac og hele hans stab, siger præsident Davor Suker.

- Vi vil interviewe potentielle afløsere i de næste ti dage, og så vil vi have kandidater klar, når bestyrelsen i HNS mødes 21. september, siger Suker, der selv spillede på Kroatiens landshold med den nu fyrede Kovac i 90'erne og begyndelsen af 00'erne.

Niko Kovac overtog landstrænerjobbet i oktober 2013 fra Igor Stimac, og Kovac var med til at føre Kroatien til VM i Brasilien, hvor det blev til exit efter gruppespillet.

Før nederlaget til Norge spillede Kroatien også skuffende 0-0 mod Aserbajdsjan. Det har ført til, at VM-bronzevinderne fra 1998 har byttet en sikker kurs mod EM i fodbold ud med en tredjeplads i gruppe H inden de sidste to kampe.

Kroatien er et point efter Norge og tre point efter Italien i gruppen. Det kan dog nå at ændre sig inden, at Kroatien spiller kampe i oktober mod Malta og Bulgarien.

Hvis Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vælger at opretholde den straf på et point for et malet hagekors på banen i juni i forbindelse med en kvalifikationskamp mod Italien, dumper Kroatien ned på 14 point og får i så fald sværere ved at nå EM.

Lige nu behandles Kroatiens appel, og landet har derfor ikke fået fratrukket point.

/ritzau/