Kroatien styrker grænse efter Østrig indfører migrantkvoter

Skrevet af admin

16/02/2016

Mest læste i dag

Flere europæiske lande, der ligger på ruterne, som fører strømmen af mennesker fra middelhavsområdet op igennem Europa, strammer grebet om grænserne.

Tirsdag siger det kroatiske politi, at det har udstationeret betjente for at forstærke overgangen ved den serbiske grænse.

- Kroatien har sendt supplerende grænse- og uropoliti til den serbiske grænse for at holde øje med området, lyder det i en officiel meddelelse.

Her tilføjes det også, at politichefer fra Østrig, Slovenien, Kroatien, Serbien og Makedonien vil mødes 18. februar i den kroatiske hovedstad, Zagreb, for at diskutere det nuværende pres på grænseovergangene.

Udmeldingen fra Kroatien kommer samme dag, som Østrigs indenrigsminister, Johanna Mikl-Leitner, siger, at landet vil indføre daglige kvoter for antallet af personer, der kan krydse grænsen.

Det skal ske efter efter samme model, som Tyskland har indført.

- Der bliver en daglig kvote og en timebaseret kvote, og så snart de er nået, så stopper vi med at lukke folk ind, siger Østrigs indenrigsminister på pressemøde ved landets travleste grænseovergang, som er ved overgangen til Slovenien.

Hun vil ikke oplyse, hvor store kvoterne bliver.

Østrig med knapt ni millioner indbyggere modtog i 2015 90.000 asylansøgninger. Det er et af de højeste antal per indbygger i EU.

I januar sagde regeringen i Wien desuden, at den i år vil sætte en overgrænse for antallet af asylansøgere i landet på 37.500 personer og udvise mindst 12.500 migranter.

Også i Slovenien har man skruet ned på antallet af migranter og flygtninge, så der kun kommer 1000 migranter og flygtninge over Sentilj-grænseovergangen til Østrig om dagen.

/ritzau/Reuters