Kroatiens anfører rejser hjem fra EM efter faderens død

Kroatien vandt søndag over Tyrkiet ved EM i fodbold, men for kroaternes anfører, Darijo Srna, blev jublen efter kampen afløst af sorg.

Den 34-årige Srnas fader døde ifølge det kroatiske fodboldforbund, HNS, omtrent samtidig med, at balkanholdet spillede sin første kamp ved mesterskaberne i Frankrig.

Efter at have fået overbragt den sørgelige nyhed besluttede Darijo Srna, at han vil tage til sin hjemby, Metkovic, for at være sammen med familien og deltage i begravelsen af sin fader.

Dermed er han ikke rejst med resten af Kroatiens EM-trup til lejren i Deauville.

Det er endnu uvist, om Darijo Srna vender tilbage til EM, hvor Kroatien fredag møder Tjekkiet og senere Spanien i gruppespillet.

Kroatien vandt søndag 1-0 over Tyrkiet på mål af Luka Modric.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip