Kroatiens landstræner undskylder efter tilskuerballade

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Niko Kovac var både lidt glad, men først og fremmest ked af det søndag aften i Milano.

Kroatiens landstræner så sit hold være dominerende i 1-1-udekampen mod Italien, men samtidig så han sit lands fans kaste røgbomber og andet fyrværkeri ind på banen.

Det betød, at kampen blev afbrudt efter 75 minutter, inden den blev genoptaget og færdigspillet efter en pause.

- Jeg undskylder for, hvad vores fans gjorde i aften. Jeg har allerede undskyldt nede på banen, og nu gør jeg det igen, siger Niko Kovac ifølge Football Italia.

- Jeg gik hen til tilskuerpladserne for at tale med tilhængerne, og jeg sagde til dem, at de virkelig havde skuffet os. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om dette er fodbold. Nej, det er det ikke.

- Der var børn på stadion. Det var absurd. Fansene repræsenterer ikke Kroatien, vores folk er venligt. Jeg håber, at det aldrig vil ske igen, siger landstræneren.

Kroatien så længe ud til at kunne blive det første land til at besejre Italien på udebane i en kvalifikationskamp, siden Danmark i september 1999 vandt 3-2 over italienerne i Napoli.

Kroaterne dominerede opgøret i Milano, også selvom midtbanespilleren Luka Modric måtte udgå med en skade i første halvleg.

Niko Kovac regner med, at sagen får et efterspil for Kroatien, hvis det europæiske fodboldforbund (Uefa) som forventet laver en undersøgelse af forløbet.

- Jeg tror, at der bliver sanktioner, men jeg tror ikke, at vi taber kampen. Jeg forventer, at resultatet forbliver 1-1, siger han.

- Vi kontrollerede kampen i 90 minutter. Italien forsvarede sig godt, men med Ivica Olic' og Ivan Perisic' chancer kunne vi have fået tre point, siger han.

Både Kroatien og Italien har 10 point efter fire kampe i EM-kvalifikationsgruppe H, mens Norge er nummer tre med ni point.

/ritzau/