Krohn-Dehli: Champions League er en stor bonus

Skrevet af admin

01/06/2015

Mest læste i dag

Landsholdsspilleren Michael Krohn-Dehli glæder sig over, at han med skiftet fra Celta Vigo til storklubben Sevilla også får mulighed for at spille Champions League i næste sæson.

Det siger Krohn-Dehli efter mandagens træning med det danske landshold, der fandt sted, samtidig med at Sevilla offentliggjorde tilgangen af den danske midtbanespiller.

- Det er selvfølgelig en stor drøm at skulle spille Champions League, så det var selvfølgelig en stor bonus, der kom i onsdags, siger Michael Krohn-Dehli med henvisning til, at Sevilla vandt Europa League-finalen og dermed sikrede sig plads i næste sæsons Champions League.

Det var dog langt fra sikkert, at Sevilla skulle spille Champions League, dengang kontrakten blev underskrevet.

Krohn-Dehli bekræfter, at klubskiftet gik i orden for flere måneder siden.

- Jeg har vidst det i et par måneder, lyder det fra landsholdsspilleren.

Michael Krohn-Dehli har fået en kontrakt på to år i Sevilla med option på yderligere et år, og det skaber stolthed hos spilleren.

- Det siger sig selv, at i en alder af 32 år, når man får chancen for at komme til sådan en klub, så er jeg selvfølgelig rigtig glad og stolt. Det beviser, at jeg har gjort noget rigtigt de sidste par år.

- Sevilla er en stor klub, der har en stor historie. De spiller i Europa, og det har også været en stor del af beslutningen, så der er mange ting, som har talt for dem, siger Krohn-Dehli, der skiftede til Celta Vigo fra Brøndby i sommeren 2012.

I Spanien er Krohn-Dehli oftest blevet brugt på den centrale midtbane, mens han på landsholdet oftest har spillet på venstrekanten. Han forventer, at det bliver på den centrale midtbane, Sevilla vil bruge ham.

- Jeg tror, de skal bruge mig på samme position, som jeg er blevet brugt på i Celta, og de skal forhåbentlig bruge mine kompetencer, siger Krohn-Dehli.

I den netop afsluttede sæson blev Krohn-Dehli den spiller i Primera Division, der løb flest kilometer og lavede flest bolderobringer.

/ritzau/