Krohn-Dehli forventer vild lørdag

Michael Krohn-Dehli var godt nok ikke på KBs blæsende, regnfulde træningsanlæg på Frederiksberg i går for at træne med landsholdet, men det regnede nu også i det sydvestlige Spanien, hvor Krohn-Dehli i øjeblikket befinder sig.

Den danske Celta Vigo-spiller støder først til landsholdet på mandag, for på lørdag spiller Celta Vigo en skæbnekamp, der vil afgøre, om klubben spiller i Primera i næste sæson eller må en tur ned i den næstbedste række.

- Når man tænker på, hvor slemt det har været i perioder af denne sæson, så er stemningen i klubben bedre nu, end hvad den har været. Nu har vi i det mindste chancen for at redde os, siger Krohn-Dehli.

Inden sidste spillerunde er Celta Vigo placeret under nedrykningsstregen med ét point op til Deportivo la Coruna på den rigtige side af stregen. Celta møder Espanyol hjemme, og Deportivo tager imod Real Sociedad.

- Det bliver da vildt, en ren finale-runde. Hvis man kigger på hele sæsonen, har vi været stærkere hjemme, end vi har været ude, så det giver lidt optimisme inden kampen. Deportivo har også en hjemmekamp, men de skal møde Real Sociedad, som spiller for at komme i Champions League, siger han.

Ligesom Celta Vigo har haft et dyk, der har varet nærmest hele foråret efter et godt efterår, så har Krohn-Dehli også været igennem en mindre god periode.

- Jeg er kommet tilbage efter en periode, hvor jeg godt kunne mærke, at sæsonen havde været lang. Efter sidste landsholdstur havde jeg lidt problemer og var ikke med i nogle kampe. I den ene kamp mod Barcelona var jeg slet ikke i truppen. Det kan jo ske. Det er træneren, der bestemmer. Jeg vil jo helst spille, men det er også svært at vise noget, hvis man ikke spiller. Det var irriterende, men så må man kæmpe sig igennem det. Det har jeg gjort nu og føler mig i rigtig god form. Og jeg går da så sandelig ud fra, at jeg starter inde på lørdag, siger Krohn-Dehli, der ikke vil tage stilling til, om han bliver i klubben i tilfælde af nedrykning.

- Det er ikke noget, jeg tænker så meget på lige nu.

Dagens Gossip