Krohn-Dehli reddede livet i dramatisk spansk ligaafslutning

Både nedrykning og Champions League-deltagelse var på spil, da La Liga sent lørdag aften lukkede og slukkede for denne sæson.

FC Barcelona havde allerede sikret sig mesterskabet og Real Madrid andenpladsen, så de to storklubber kunne koncentrere sig om andre ting på sidste skoledag. Med en suveræn sejr på 4-1 tangerede Barca Real Madrids pointrekord og samtidig nåede det catalanske mesterhold de magiske 100 point. Ikke helt dumt i en sæson, der på andre måder ikke går over i historien.

Det gør til gengæld José Mourinho i Real Madrid. Fra at være nutid er den kontroversielle portugiser nu fortid i kongeklubben. Lørdagens sejr på 4-2 over Osasuna var samtidig Mourinhos sidste i spidsen for de hvidklædte efter tre sæsoner med både op- og nedture. Mourinho, der naturligvis sluttede af med at gøre sig en smule utilbens overfor en flok fotografer, præsenteres formentlig som ny manager i Chelsea inden englænderne kan nå at sige ' Special One'.

FC Barcelona og Real Madrid går direkte i Champions League-gruppespillet i næste sæson, og det samme gør Atletico Madrid. Det er ingen overraskelse. Det er det til gengæld, at Spaniens fjerde hold i fodboldens himmerige er baskiske Real Sociedad. Med en sejr over Deportivo La Coruna sikrede sæsonens sensationshold sig en plads i kvalifikationsturneringen til Champions League. Det sker på bekostning af Valencia, der i et dramatisk opgør med rødt kort, straffespark og masser af mål tabte 3-4 i Sevilla.

Mens der var spænding om fjerdepladsen inden sidste runde, var der højspænding om de tre nedrykningspladser. Fire hold kunne både rykke ned og redde sig, men det blev Michael Krohn-Dehlis klub, Celta Vigo, der greb redningskransen. Hjemme i Vigo vandt Krohn-Dehli og co. med 1-0 over Espanyol, og da Deportivo La Coruna som nævnt ikke formåede at få point, var det nok for de lyseblå til at sikre sig endnu en sæson i La Liga. 

Sådan en bliver det ikke til for Deportivo, Real Zaragoza og Michael Laudrups tidligere arbejdsgiver Mallorca. Alle tre rykker ned og spiller i den kommende sæson i Segunda Division. Her bytter de blandt andre plads med Elche, der allerede har sikret sig oprykning til spansk fodbolds første klasse. Hvilke to øvrige hold, der følger med Elche op i La Liga er endnu uvist.

Dagens Gossip