Krokodille tager mand i flod

15 mennesker så på, da den 24-årige mand valgte at trodse alle advarsler om at hoppe i floden under en fødselsdagsfest.

»De så ham svømme over, og de så, at en krokodille havde ham i gabet,« siger Geoff Bahnert, seniorsergent i politiet i Northern Territory, til AFP.

Politiet har forgæves forsøgt at finde manden, og Geoff Bahnert tilføjer, at man som en sikkerhedsforanstaltning har dræbt den største krokodille i området, som er kendt for at huse nogle af de store saltvandskrokodiller.

»Vi fortæller til alle, at området er fyldt med krokodiller. Det er en af de floder i Northern Territory (delstat, red.), som har flest krokodiller. For hver anden kilometer er der en stor saltvandskrokodille. De to mænd har tydeligvis ignoreret vores advarsler,« siger en af naturområdets ansatte, Erin Bayard, til News Corp Australia.

Siden 1970erne har saltvandskrokodillerne, som kan blive op til syv meter lange og veje mere end et ton, været fredet. Siden er antallet steget stødt.

I december sidste år blev en niårig dreng også taget af en krokodille i den nordlige delstat, og blot en måned senere forsvandt en syvårig pige under en svømmetur i området.

Dagens Gossip