KRONOLOGI: Fire år i rutsjebanen for Julian Assange

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Torsdag er der gået to år, siden whistlebloweren Julian Assange, stifteren af WikiLeaks, flygtede ind på Ecuadors ambassade i London.

Siden har britisk politi stået klar til at anholde ham, hvis han træder ud på gaden.

Den australske journalist, som har stået i spidsen for opsigtvækkende læk af hemmelige regeringsdokumenter, er blevet kaldt alt fra frihedskæmper til landsforræder.

Her er en kronologi over de vigtigste begivenheder, siden WikiLeaks bragte organisationens hidtil største og mest kontroversielle læk i 2010.

Juni 2010:

WikiLeaks offentliggør omkring 90.000 hemmelige dokumenter, hovedparten amerikanske dokumenter fra krigen i Afghanistan. Disse dokumenter stammer fra soldaten Chelsea Manning, som dengang hed Bradley Manning. Manning skiftede køn i 2013.

August 2010:

Julian Assange mistænkes for en voldtægt i Sverige og en anklager i Stockholm udsteder arrestordre på australieren, men den hæves nogle timer senere.

Oktober 2010:

Næsten 400.000 fortrolige dokumenter fra Irak-krigen ender hos WikiLeaks. I november får den amerikanske regering problemer på grund af offentliggørelsen af 250.000 fortrolige diplomatiske rapporter.

December 2010:

WikiLeaks-stifteren anholdes af britisk politi i London efter en ny svensk arrestordre, men løslades efter en uge mod kaution. En proces om eventuel udlevering til Sverige indledes.

Februar 2011:

En domstol i London beslutter, at han skal udleveres til Sverige. Efter planen skal Assange afhøres i Sverige - der eksisterer ikke noget anklageskrift. Australieren frygter udlevering til USA.

November 2012:

En højere britisk domstol afgør, at Assange kan udleveres til Sverige, og afgørelsen ankes.

Maj 2012:

Den højeste domstol i Storbritannien stadfæster dommen om udlevering.

Juni 2012:

Assange opsøger Ecuadors ambassade og søger politisk asyl. Forlader han ambassaden, bliver han anholdt.

August 2012:

Ecuador giver Julian Assange asyl. Der er britiske overvejelser om at bryde ind i ambassaden for at anholde WikiLeaks-stifteren, og der opstår diplomatiske spændinger.

Juli 2013:

En militærdomstol i USA dømmer Chelsea Manning i 19 af 21 anklagepunkter. Han får 35 års fængsel.

Oktober 2013:

Ecuador arbejder uden held på at få Assange ud af ambassaden og videre til Ecuador.

November 2013:

Den amerikanske avis Washington Post skriver på baggrund af regeringskilder, at Assange ikke vil blive retsforfulgt for offentliggørelsen af fortrolige amerikanske dokumenter.

Justitsministeriet skulle ifølge avisen være nået frem til den konklusion, at man dermed også skulle retsforfølge amerikanske medier. WikiLeaks betvivler avisens historie.

Juni 2014:

Retssagen mod WikiLeaks-stifteren Julian Assange kan være på vej mod en ny fase, da hans advokater vil komme med et nyt indlæg i Stockholms byret.

/ritzau/dpa