Kronologi over sagen om Hillsborough-tragedien

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

27 år efter tragedien på fodboldstadionet Hillsborough i Sheffield, hvor 96 Liverpool-fans mistede livet og 766 blev såret i optakten til FA Cup-semifinalen mod Nottingham Forest, har en jury slået fast, at politiet var skyld i katastrofen.

Samtidig bliver fansene frikendt for at have båret et ansvar for tragedien.

Her er en kronologisk gennemgang af sagen:

15. april 1989: 94 fodboldtilhængere bliver klemt ihjel af presset fra de bagvedstående i forbindelse med FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest. Kampen bliver afblæst allerede efter seks minutters spil, men manges liv står på det tidspunkt ikke til at redde.

18. april 1989: 14-årige Lee Nicol dør efter at have ligget tre dage i respirator. Dermed er dødstallet oppe på 95.

August 1989: Den første rapport om katastrofen giver politiet skylden for ulykken, fordi man lukkede for mange fans ind og samtidig spærrede af for den tunnel, der førte ind til tilskuerafsnittene. Samtidig kritiseres politistyrken for at være for langsom til at reagere.

Januar 1990: Sikkerhedsreglerne for engelske stadions ændres. Inden for en årrække skal alle ståpladser og sidelinjehegn fjernes.

Marts 1993: Tony Bland tages ud af respiratoren og dør efter at have været uden for bevidsthed i fire år. Han bliver dermed ulykkens 96. og sidste offer.

Juni 1997: Indenrigsminister Jack Straw beordrer sagen genoptaget. Senere bliver politiets næstkommanderende, Bernard Murray, frikendt for uagtsomt manddrab, mens juryen ikke kan blive enige om politichef David Duckenfields eventuelle skyld, og han slipper for straf.

April 2009: I forbindelse med 20-års-dagen nedsætter regeringen det såkaldte Hillsborough Independent Panel, der skal forsøge at komme til bunds i, hvad der egentlig skete.

September 2012: Hillsborough Independent Panel fremlægger sin rapport, som blandt andet konkluderer, at politiet dækkede over egne fejl ved at forfalske dokumenter og skyde skylden på sagesløse fans. Ifølge rapporten kunne 41 liv have været sparet.

Oktober 2012: Den uafhængige politiklagemyndighed i England meddeler, at man vil undersøge, om nogen fra politiet har begået strafbare handlinger i forbindelse med ulykken og dens efterspil.

Marts 2014: En ny runde afhøringer i sagen påbegyndes.

Januar 2016: Juryen er færdig med granskning af beviser fra over 800 vidner.

6. april 2016: Juryen trækker sig tilbage for at tage endelig stilling til, om de 96 dødsfald skyldes en eller flere strafbare handlinger, der i dansk retsterminologi bedst kan oversættes med uagtsomt manddrab.

26. april: Juryen afsiger dommen, som lyder, at de 96 fans blev "unlawfully killed" - altså som følge af en strafbar handling begået af politiet, og fansene fritages samtidig for ansvar for tragedien. Det fører til jubel og glædestårer i og uden for retten, hvor familier til de dræbte er mødt frem.

Kilder: AFP

/ritzau/